Fra i dag kan tusindvis af unge mennesker godt forberede sig på en uges tid eller mere med hattehår. På gymnasier og handelsskoler over alt i landet springer mange studenter i dag og resten af ugen.
På Rybners i Esbjerg, der er den største ungdomsuddannelsesinstitution i Syd- og Sønderjylland, skal 150 studenter i dag til den afsluttende eksamen.
I løbet af ugen skal i alt 400 huer med bånd i diverse farver uddeles.
- Jeg er så glad og lettet. Nu skal jeg bare ud og have det for sjovt, fortæller Emilie Østergaard Jakobsen, der med et 10-tal i historie blev dagens første student på Rybners i Esbjerg.
En stor dag med traditioner
- Det er en af de mest festlige dage for os. Det er kombinationen af, at de er nervøse inden eksamen, og glæden når det hele er overstået. Det er en rigtig sjov dag, siger Karsten Rieder der er direktør Rybners.
Med huen på hovedet starter også en tid med mange fester og mange traditioner for de nybagte studenter. Blandt andet skal huens skygge have et hak for hver kasse øl man drikker.
- Det er en god måde at fejre det på. Hvorfor skulle man ændre det, når det går så godt, siger Simon Kodal, er er blevet student fra Rybners i Esbjerg.
Rybners ungdomsuddannelses-institution har det bredeste udvalg af ungdomsuddannelser udenfor København med blandt andet tre gymnasiale uddannelser.