I Aabenraa skal man nok til at passe lidt på med at lugte af alkohol til skole-hjem samtalen eller på arbejdspladsen.
Alle kommunale frontmedarbejdere skal nemlig til at udsprøge kommunens borgere om deres drikkevaner, hvis de fornemmer, at den enkelte borger drikker mere end anbefalet.
Initiativet kommer i kølvandet på Sundhedsprofilen, der viser at 11,9 af borgerne i Aabenraa har en problematisk alkoholkultur, mens det på landsplan er 14,6 samt det faktum, at undersøgelser viser, at små korte samtaler om alkohol kan få folk til at reflektere over deres eget forbrug.
Ikke målrettet misbrugere
Indsatsen er ikke målrettet misbrugere men almindelige storforbrugere, siger Ken Grøndahl Lassen, der er rusmiddelkoordinator i Aabenraa Kommune.
- Der er en stor del, der drikker mere end det, Sundhedsstyrelsen anbefaler, og det har stor indvirkning på sundheden. Derfor er det dem, vi skal nå.
Kommunens medarbejdere skal blandt andet spørge om, hvor tit og hvor meget borgeren drikker. Og det kan være grænseoverskridende, medgiver Ken Grøndahl Lassen.
- Det er ofte et tabubelagt emne, og det er vi ikke så gode til i Danmark, så det er en øvelse for os.
Efter sommerferien skal alt såkaldt frontpersonale i Aabenraa Kommune undervises i, hvordan de spørger borgerne om alkoholvaner. Initiativet er et blandt flere i kommunen, der skal sænke alkoholforbruget blandt unge. Fordi unge spejler sig i voksne, går man også efter at påvirke de voksnes alkoholvaner.