Babygråd, bleskift, enorme mængder vasketøj og søvnunderskud er bare nogle af de udfordringer, som småbørnsforældre skal håndtere i hverdagen.
Mange par glemmer derfor sig selv og hinanden, når et lille nyt familiemedlem kræver al opmærksomheden. Det kan i sidste ende koste ægteskabet livet.
Det vil man nu gøre noget ved i Odsherred Kommune. Fra marts tilbyder de nybagte forældre at komme på et "Godt Samliv"-kursus, hvor ord som respekt, rummelighed og trivsel står på skemaet.
Sunde parforhold prioriteres højt af kommunen
- Vi har prioriteret meget, at parforholdene i kommunen skal være sunde. Hos sundhedsplejen ser vi jo ofte, hvordan en familieforøgelse kan være med til at belaste et parforhold, siger Hanne Lund Larsen, der er afdelingsleder i børnesundhed i Odsherred Kommune.
Hun er en af de seks certificerede medarbejdere, som fra næste måned skal undervise småbørnsforældrene i parforholdets ædle kunst. Der er god grund til at sætte fokus på netop det område.
Antallet af skilsmisser topper nemlig efter tre-fem års ægteskab. Samtidig har par med kun ét barn 20 procent større risiko for at blive skilt. Risikoen øges yderligere ved barn nummer to.
Derfor skal kurset i Odsherred lære forældrene at huske hinanden.
Børns Vilkår: Altafgørende for børnene at mor og far taler indbyrdes
- Kurset har en anerkendende og positiv tilgang, som kan hjælpe forældrene med at holde fokus på en positiv dialog. Men det kan også hjælpe dem med at huske på, hvorfor de egentlig fandt sammen i første omgang, siger Hanne Lund Larsen.
Hos Børns Vilkår ser man positivt på initiativet fra Odsherred Kommune.
Alle forebyggende værktøjer, der kan forhindre en skilsmisse, er nemlig vigtige for børnenes ve og vel, siger afdelingschef Helle Johnsen.
- For børn er det altafgørende, at forældrene kan finde ud af at håndtere hverdagens svære situationer. Når mor og far taler om konflikter og gensidig respekt indbyrdes, så undgår barnet at stå midt i mellem. Det er rigtig vigtigt, siger Helle Johnsen.
Også Kommunernes Landsforening ser positivt på tiltaget. Her opfordrer man flere kommuner til at følge eksemplet, så antallet af skilsmisser hos småbørnsforældre kan falde.