Vi går glip af milliarder i videneksport

En ny bog peger på, at Danmark kunne tjene milliarder på at eksportere blandt andet undervisningssystemer til andre lande. Men stive regler betyder, at eksporteventyret udebliver, siger en efterskoleforstander.

Tom Hagedorn, forstander på Odsherreds Efterskole, går glip af et eksport-eventyr til Kina. Han mener blandt andet, at lovgivningen er for gammeldags. (Foto: © Privatfoto)

- Vi er immervæk fodslæbende i Danmark. Og hænger fast i gamle traditioner.

Så skarp lyder kritikken fra Tom Hagedorn, der er forstander på Odsherreds Efterskole.

Skolen havde intet mindre end 120 kinesiske købere, der stod i kø for blandt andet at købe kurser, som kunne give dem adgang til den danske måde at undervise på.

Men efterskoler må ikke sådan lege eksportvirksomhed, da de er delvist statsligt finansieret. Det påpeger forfatter Christina Boutrup i sin bog 'Den røde løber - Kinas fremmarch i Europa', der udkommer i dag.

Vi kan ikke hænge fast i gammel lovgivning

Den typer regler bør laves om, siger Tom Hagedorn fra Odsherreds Efterskole.

- Vi kan jo ikke hænge fast i en lovgivning fra halvfjerdserne og firserne. Vi er nødt til at tage bestik af en helt ny situation og nye muligheder. Og så være upfront og oppe på kanten og sige: 'Hey, lad os få taget fat i den mulighed, lad os få lavet den lovgivning om', mener Tom Hagedorn.

Men sådan ser undervisningsminister Christine Antorini (S) ikke på det:

- Jeg mener ikke, at det falder inden for formålet med efterskoler at drive systemeksport. Med den gældende lovgivning sikrer vi netop, at en efterskoles midler, både det offentlige tilskud og forældrenes betaling, anvendes til efterskolens undervisning, siger ministeren og fortsætter:

- Hvis en efterskole vil eksportere uddannelsesydelser, kan det ske i et andet regi, for eksempel i en privat fond eller i en selvstændig virksomhed oprettet af ansatte på skolen. Men altså uden at skolens offentlige midler bruges på det, siger Christine Antorini.

Danmark står på betonfødder

Tilbage i Odsherred ærgrer forstanderen sig over, at skolen misser muligheden for et stort eksporteventyr.

- Vi har et rigidt system. Der står vi altså på betonfødder og er fodslæbende. Vi er simpelthen ikke i stand til hurtigt at agere på sådan nogle muligheder, siger Tom Hagedorn.

 

Artiklen er opdateret med undervisningsministerens kommentar.