Drenge med indvandrerbaggrund i alderen 16 til 20 år halter bagefter i statistikkerne, når det handler om uddannelse.
Og med cirka halvdelen af beboerne i boligområdet Agervang i Holbæk Kommune, burde det være et stort problem netop her.
Kriminalitet og manglende uddannelse er to af områdets store udfordringer, og Agervang figurerer da også på Boligministeriets liste over særligt udsatte boligområder - den såkaldte ghettoliste.
Men projektet '4300 Agervang' har siden sin begyndelse i 2010 ændret på de dårlige statistikker.
Drengene har selv ansvaret for deres succes
Nu giver drengene fra Agervangkvarteret nemlig baghjul til andre unge i kommunen, når det handler om at være i gang med en ungdomsuddannelse eller en uddannelsesrettet aktivitet, som det hedder.
Ud af 47 drenge, der har deltaget i projektet, går ni af dem i folkeskolen, 32 er på en ungdomsuddannelse, fem er i gang med dansk undervisning eller VUC, og kun en enkelt er på offentlig forsørgelse.
Det er en succes, som ifølge konstitueret leder af UngHolbæk i Holbæk Kommune, Søren Moses, først og fremmest er drengenes egen fortjeneste:
- De har arbejdet hårdt for at nå der til. De fleste har ikke forældre, der taler særlig meget dansk, og de har ikke kunnet støtte op om drengenes lektier og uddannelser. Derfor har drengene selv haft ansvaret for det hele, siger han til P4 Sjælland.
De unge skal opleve at være en del af fællesskabet
'4300 Agervang' har ikke bare hjulpet drengene med lektierne. Projektet handler om at nå hele vejen rundt om de unge.
Derfor er de overordnede indsatser koncentreret om at tilbyde en spændende ungdomsklub med aktiviteter om eftermiddagen og aftenen; om lektiehjælp og støtte i forhold til skolegangen; og så handler det i høj grad også om at komme i kontakt med det omkringliggende samfund, forklarer Søren Moses:
- Vi har en lommepenge- og fritidsjobordning, hvor de unge skal lære at passe et job. Det har fået flere af dem videre i almindelige fritidsjob, for det er jo rigtig vigtigt, at de oplever og lærer at være en del af samfundet, siger han.
'4300 Agervang' har samarbejdet bredt med skoler, SSP, ungdomsklubber og kommunens arbejdsgivere for at nå hele vejen rundt om de unge.
Det er en samfundsopgave at hjælpe
Projektet har kostet ni millioner kroner at gennemføre og er finansieret via satspuljen. I maj udløb udbetalingen herfra, men Holbæk Kommune har besluttet at overtage finansieringen, så projektet også kan fortsætte fremover.
Det glæder Søren Moses sig naturligvis over. For ham er det vigtigt at hjælpe de unge i ghettoen for den enkeltes skyld, men også for samfundets:
- Vi samarbejder med skoler, SSP, ungdomsklubber og arbejdsgivere. Fremover vil vi gerne have endnu flere med, for det er jo en fælles samfundsopgave, at vi støtter de unge på vej gennem systemet.