Agervang i Holbæk er en dejlig og tryg "ghetto"

Statistikken skriger ghetto, men her er beboerne glade og tilfredse.

Agervang i Holbæk er en tryg ghetto (Foto: © Trine Warrer Juul)

Trods al balladen med hærværk, ildspåsættelser, stenkast samt vold, trusler og røverier mod beboere og brugere af et værested for psykisk sårbare, så er Motalavej-kvarteret i Korsør et af de "blødere" ghettoområder.

Agervang i Holbæk er derimod et af landets mest belastede boligkvarterer, der rangerer lige under landskendte konfliktområder som Gellerupparken i Århus og Vollsmose i Odense.

Sådan er det i hvert fald i teorien og ifølge statistikker og tabeller. Men hvor Slagelse Kommune nu må sætte ekstra ind for at gøre Motalavej trygt, så har Agervang i årevis ifølge beboere, politi, redningsberedskab og kommune været et godt og sikker sted at bo og opholde sig.

Kun få med indvandrerbaggrund på Motalavej  

Det viser et virkelighedstjek, som P4 Sjælland har foretaget i forbindelse med en gennemgang af den nye liste over 33 særligt belastede boligområder i Danmark, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har offentliggjort.

Motalavej opfylder kun lige netop de krævede tre ud af fem kriterier, som er indført fra årsskiftet. Mest markant er det meget lave uddannelsesniveau, hvor næsten to tredjedele af beboerne i alderen 30-59 år kun har gennemført grundskolen.

Men for eksempel er området langt fra at opfylde ghettokriteriet om, at mindst halvdelen af beboerne skal have indvandrerbaggrund. På Motalavej er det blot 39,8 %, der kommer fra ikke-vestlige lande - det er den ottende lavest andel blandt de 33 boligområder på ghettolisten.

Aster fra Etiopien: Jeg er så glad for at bo i Holbæk

I Agervang i Holbæk har hele 57,1 % af beboerne indvandrerbaggrund. 52,3 % er hverken i job eller uddannelse og 3,2 % af den voksne befolkning over 18 år er indenfor de seneste 24 måneder dømt for overtrædelser af straffeloven, våbenloven eller narkoloven. Men det mærkes ikke i det daglige:

- Jeg har boet her i snart fem år. Her er dejlig stille og roligt. Jeg er meget glad for at bo i Holbæk, fastslår Aster, der oprindelig kommer fra Etiopien.

  I den vestlige del af Sjælland er der i alt fire boligområder, som er kommet med på den såkaldte "ghetto-liste" efter indførelsen af de nye kriterier.

Kvarter i Nykøbing Falster slap for at komme på ghettolisten

Foruden Motalavej og Agervang er Ladegårdsparken i Holbæk samt Ringparken i Slagelse nordby.

Lindholm-kvarteret i Nykøbing Falster var med på en tidligere testliste, men er altså lige præcis sluppet fri af den endelige liste over særligt belastede boligområder i Danmark.