Veteraner: Politikerne har glemt os i valgkampen

Landspolitikerne svigter krigsveteranernerne. De gør ikke noget for at få en veteranpolitik gennemført ude i kommunerne, mener flere veteraner.

Politikerne kunne godt blive enige, når det gjaldt om at sende danske soldater på mission i udlandet, men når det gælder veteranpolitikken, så kan de ikke enes, mener en Balkan-veteran. (Arkivfoto)

De danske krigsveteraner føler sig glemt i valgkampen.

Selv om mange af soldaterne er kommet hjem fra krigsindsatsen i udlandet med fysiske og psykiske skader, så er der stort set ingen politikere, der omtaler dem i valgkampen.

- Veteranerne har været lidt af en varm kartoffel for politikerne. De har ikke rigtig vidst, hvad de skulle stille op med os, siger den danske Afghanistan-veteran, Pierre Skovgaard fra Aarhus.

Politikerne bør kunne blive enige

Pierre Skovgaard peger på, at det for det meste har været et stort flertal i Folketinget, der har sendt de danske soldater i krig.

- Når politikerne kunne blive enige om at sende folk afsted, så burde de også kunne blive enige om, hvad man skal stille op med de hjemvendte soldater, siger han.

Savner debat om udsendte soldater

Balkan-veteranen Harald Jensen fra Horsens er på linje med Pierre Skovgaard. Men han har også en forklaring på, hvorfor landspolitikerne ikke taler om veteranerne.

- De ved jo udmærket godt, at den nuværende veteranpolitik ikke virker. Der er ikke ret mange kommuner, der har en veterankoordinator, og landspolitikerne har jo slet ikke presset på i kommunerne, for at de skulle få en politik på området, siger han.

Harald Jensen savner også, at politikerne i højere grad under valgkampen diskuterer, hvor de danske soldater i fremtiden skal sendes hen, og hvilke opgaver de skal løse.