Grønthøsteren skal blive i laden, når Region Midtjylland melder ud, hvordan der skal spares på sygehusene.
Det mener en mand, der nærmest er ekspert i sygehusbesparelser.
Kristjaar Skajaa er nuværende leder af Institut for klinisk medicin på Aarhus Universitet.
Inden da var han i en årrække cheflæge og centerchef på Aarhus Universitetshospital og har prøvet at være igennem store sparerunder på sygehusområdet.
Der skal spares 699 millioner kroner
Region Midtjylland vil mandag give et bud på, hvor der frem til 2019 kan spares 699 millioner kroner, og Kristjar Skajaa håber, man dropper at spare lidt på alle områder men istedet lægger flere afdelinger sammen.
- Personalet er hårdt spændt op, og hvis man benytter sig af salamimetoden og skærer jævnt over det hele, tror jeg ikke, der vil være meget mere at hente, uden at personalet går fuldstændig omkuld, siger Kristjaar Skajaa.
Det er kontroversielt at nedlægge fødeafdelinger
Han foreslår at lægge akutberedskaber sammen og samle dem på færre steder og mener også, at planen burde indeholde et forslag om at skære antallet af børne- og fødeafdelinger ned.
Men forslaget kommer næppe, mener Kristjar Skajaa.
- Det er meget kontroversielt, for lige præcis omkring fødsler er folk kede af at køre langt. Derfor vil det være svært at komme igennem med politisk, men der vil være nogen fornuft i det, siger han.