Regions-politiker: Vi skal have hjælp til dyr medicin

Folketinget må enten give os penge til ny, dyr medicin eller afgøre, hvilke typer ny medicin, vi ikke skal tilbyde, mener regionspolitiker.

Voldsomme udgifter til ny og bedre medicin tvinger regionerne til fyringer og store sparerunder på hospitalerne. (© Stock exchange)

Der er brug for hjælp fra Folketinget, hvis sygehusene skal undgå at fyre, hver gang udgifterne til medicin stiger.

Det mener formanden for Region Midtjyllands hospitalsudvalg, socialdemokraten Anders Kühnau.

På mandag får han et sparekatalog på 660 millioner kroner.

Poltikerne i regionen skal nu finde ud af, hvor de skal sætte sparekniven ind for at finde de penge.

Politiker: Folketinget må prioritere

Hullet er opstået, fordi der skal bruges flere penge til byggerierne af supersygehusene i Aarhus og Herning, og fordi udgifterne til medicin og nye behandlinger er steget - og vil stige - med omkring 600 millioner kroner de kommende 3 år.

Anders Kühnau kunne godt bruge bedre hjælp til at styre medicinudgifterne.

- Jeg tror, Folketinget bliver nødt til at tage stilling til, om man vil give os de ekstra penge, det koster med ny og dyr medicin og nye behandlinger. Eller om man vil sige, at vi bliver nødt til at gå ind og prioritere i noget af den medicin, vi giver.

Sundhedsminister: Vi vil ikke prioritere

- Hvis vi ikke prioriterer medicinen, bliver vi nødt til at prioritere andre steder, siger Anders Kühnau.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har tidligere afvist idéen om et prioriteringscenter, men til gengæld er han åben over for at finde flere penge til at dække medicinregningen, når staten og regionerne forhandler til juni.

Men det sender ikke regionens nye sparekatalog i skraldespanden, mener Anders Kühnau.

-  Men det er klart, vi vil få en økonomisk bedre situation, hvis vi bliver kompenseret for de merudgifter, vi har til medicin.