Bogligt svage folkeskoleelever skal ikke udelukkes fra gymnasiet. Sådan siger formanden for de studerende ved Danmarks største professionshøjskole VIA-uddannelserne i Midtjylland, som uddanner lærere, ingeniører pædagoger og sygeplejersker.
De borgerlige partier ønsker ellers at indføre et adgangskrav på 4 eller 7 for at komme ind på gymnasiet.
Motivation er lige så vigtig som karakterer
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på det - og indføres der karakterkrav for optagelse på gymnasiet, så ville rigtig mange, der i dag går på en videregående VIA-uddannelse måske aldrig være nået så langt.
- Hvis du er galopperende ordblind eller har svært ved matematikken, men samtidig er sindssygt motiveret, så kan du være lige så god en studerende som den, der får topkarakterer, siger formand for de studerende på VIA's uddannelser Palle Würtz.
Gymnasiet er ikke kun for lægestuderende
Hvis gymnasiet indførte et karakterkrav på 4, så ville hver sjette, der læser til bioanalytiker, pædagog eller socialrådgiver aldrig være kommet ind på gymnasiet i første omgang.
Liberal Alliance mener, at gymnasiet skal have et adgangskrav på 7. Hvis det bliver tilfældet, så ville mere end halvdelen af de nuværende VIA studerende aldrig have kunne starte på gymnasiet.
- Skal du ind på gymnasiet, så skal du selvfølgelig have en vis intelligens. Men gymnasiet leverer jo ikke kun studerende til lægestudiet eller andre uddannelser, som kræver høje karakterer. Høje karakterkrav kan betyde, at mange studerende kan blive nødt til at tage en omvej i uddannelsessystemet, siger Palle Würtz.
Karakterkrav kan spærre vejen
Selvom man ikke har en gymnasial uddannelse, kan man stadig opnå anden erfaring, der gør dig studieegnet og søge drømmestudiet gennem kvote 2.
Men det er ikke sikkert, at alle kan finde den omvej, mener Palle Würtz
- Hvis du stiller en mur op for folk, som de ikke umiddelbart mener, at de kan klatre henover, så kan det være, at de vælger at gå en fuldstændig stik modsat vej. Og egentlig ender op med noget, som de slet ikke havde tænkt på og drømt om, siger han.