En særlig offerfond fejrer et års fødselsdag med næsten dobbelt så meget i pengetanken som forventet.
Offerfonden får sine penge gennem et såkaldt offerbidrag på 500 kroner, der lægges oveni straffen for blandt andet indbrud, vold og voldtægt. I øjeblikket er der 48 millioner kroner i fonden.
Flest bidrag fra grove brud på færdselsloven
Men også bilister, der mister kørekortet på grund af overtrædelser af færdselsloven, betaler bidraget, og denne gruppe står for langt den største del af fondens midler.
- Det har jeg det ok med. Jeg har overtrådt en regel i trafikken, og det kunne have skadet en anden person, siger aarhusianske Anne Sliphaber Søndergaard, der er en af bidragyderne.
Søren Grunnet Løvenlund, Rådsmedlem i Offerfonden, glæder sig over pengestrømmen.
- Vi håber, fonden kan hjælpe ofre hurtigt tilbage til en bedre tilværelse og et tåleligt liv, siger han.
Ny landsdækkende offer-rådgivning
Foreløbig har Offerfonden uddelt 27 mio.kr. i støtte til projekter og forskning, som skal hjælpe ofre for ulykker og kriminalitet.
For eksempel har Offerrådgivningen i Danmark fået næsten 10 mio. kr. til at uddanne rådgivere og oprette et landsdækkende korps af mentorer.
De enkelte ofre for ulykker og kriminalitet kan ikke få støtte fra fonden.