Hvis du kører for stærkt i dag, så er risikoen for, at du bliver fanget i en fartkontrol, lige steget markant.
Antallet af fotovogne, som automatisk tager billeder af fartsynderne rundt om på de danske landeveje, er nemlig steget fra 25 til 100 som et led i regeringens trafiksikkerhedspakke.
Hos Østjyllands Politi har man således ikke længere blot to automatiske fartkontroller men hele ti. Det er en vogn mere end først planlagt, fortæller politikommissær Jens Kristian Sørensen.
Skal få folk til at køre efter reglerne
Det sker simpelthen, fordi der bor mange i landsdelen, og der bliver tilbagelagt mange kilometer.
Jens Kristian Sørensen mener, at strategien med flere fotovogne kommer til at gavne over hele Danmark.
- Vi håber på, at de mange nye fartkontroller kan adfærdspåvirke de enkelte bilister, så de ikke bare sætter farten op, selv om de lige har passeret en fotovogn. De kan jo ikke vide, om der skulle stå en mere lidt længere fremme. Det skulle jo gerne munde ud i, at folk generelt begynder at køre efter hastighedsreglerne, siger Jens Kristian Sørensen.
Mangedoblet risiko for at blive taget
Og politikommissæren tror på, at fotovognene vil virke på bilisterne.
- Når fotovognene først er kørt ud på vejene, og folk har vænnet sig til, at de er der, så tror jeg, at antallet af sager vil falde. Folk kan jo godt regne ud, at risikoen for at blive taget pludselig er blevet mange gange større end hidtil, vurderer politikommissær Jens Kristian Sørensen.