Forskningschef: Et problem at lærerne oplever ikke at kunne levere varen med inklusion

Mere end halvdelen af lærerne mener, at de har dårligere muligheder end sidste skoleår for at støtte de børn, som har brug for særlig støtte, viser en ny undersøgelse. Ekspert er bekymret på lærernes vegne.

Det er kommunernes ansvar, når otte ud af ti lærere nu fortæller, at inklusionen har spillet fallit. Det mener forskningschefen ved VIA University College. (© DR)

Børn med autisme, ADHD eller andet, der gør det svært for dem at overskue hverdagen - og som er blevet inkluderet i de almindelige klasser i folkeskolen - er hårdt ramt af den nye skolereform.

Det mener de lærere, der underviser inklusionsbørn.

I en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening svarer mere end otte ud af ti lærere, at der er inklusionsbørn i deres klasser, der ikke får det undervisningstilbud, de har krav på.

Dårligere muligheder for at støtte børnene

Over 60 procent mener, at mulighederne for at give børnene støtte nu er dårligere muligheder end sidste skoleår.

- Det er jo problematisk, hvis lærerne selv siger, at de ikke kan levere det undervisningstilbud, som eleverne har krav på, og det skal man naturligvis være meget opmærksom på.

- Det er jo en naturlig reaktion, fordi der jo netop er flyttet rigtig mange elever fra specialtiltag over i folkeskolen, og det giver altså store udfordringer, siger forskningschef ved VIA University College Andreas Rasch-Christensen.

- Det betyder jo også, at lærerne skal have udviklet deres kompetencer i forhold til at håndtere denne her opgave, og at man skal sikre sig, at eleverne opnår den faglige og sociale læring, som skal til, når de nu inkluderes, siger han.

Forskel på kommunerne

Der er stor forskel på, hvordan landets kommuner har klaret at inkludere børn med særlige behov i den nye skolereform.

- Generelt er det jo kommunernes ansvar. Der er nogle kommuner, som allerede for år tilbage investerede fornuftigt i området, og de står bedre rustet til opgaven ende kommuner, som ikke har foretaget sig ret meget andet end at flytte eleverne fra et sted til et andet, siger Andreas Rasch-Christensen.