Elever med hashmisbrug bør samles i særlige klasser, hvor der bliver gjort mere for at hjælpe dem ud af misbruget.
Det foreslår rusmiddelkonsulent Morten Hørup fra Silkeborg, som i to år har været ude på erhvervsskolerne for at møde elever med hash-problemer.
En ny undersøgelse viser, at op mod hver tiende elev på erhvervsskolerne har et regelmæssigt forbrug af hash, og det ødelægger deres muligheder for at tage en uddannelse.
Særlige klasser for hashmisbrugere
Derfor foreslår Morten Hørup, at man laver omvendt inklusion.
- Vi burde lave nogle opsamlingsklasser, hvor man gør eleverne klar til at tage en uddannelse. Vi kan så sætte massivt ind på at hjælpe dem med at komme ud af deres misbrug, siger han.
Han mener, at mange af de hashrygende unge også er særligt sensitive, så derfor ville psykiatri også kunne hjælpe dem. Ødelægger undervisningen for de andre elever
Morten Hørup er med i projektet Way In, hvor man forsøger at hjælpe hashmisbrugere på erhvervsskolerne i Silkeborg.
Hans erfaringer herfra peger på, at de hashrygende unge ødelægger undervisningen for de andre elever, for lærerne og for sig selv, mens de ofte ikke selv kan se problemet.
-De synes faktisk, at det kører for dem. De har tit shoppet rundt på forskellige uddannelser, men giver ikke hashen skylden for, at de ikke gennemfører nogen af dem.
Kræver mange ressourcer
Derfor foreslår han, at man samler misbrugerne i særlige klasser, men det kræver, at der også bliver sat mange ressourcer af.
- Man bliver nødt til at køre ud og hente dem om morgenen, for de dukker simpelt hen ikke op af sig selv, siger Morten Hørup.