Forestil dig, at du i dag skal bosætte dig i en by, som du aldrig har været i før og i et land, som du kun har kendt i få måneder.
Den situation står 73 syriske flygtninge fra asylcenteret i Ebeltoft i dag.
De har fra i dag fået opholdstilladelse i Danmark og flytter i dag så forskellige steder hen som Syddjurs, Morsø, Rudersdal, Skagen og Kerteminde.
De er glade for, at de kan komme videre
I alt 44 kommuner tager imod flytningene fra Ebeltoft asylcenter.
- De er rigtig glade, fordi der er kommet en afklaring på deres sag, og de kan komme videre, siger centerleder i Ebeltoft Helle Ganer.
- De 73 flygtninge bliver spredt, og det kan være svært, hvis man er den eneste, der flytter til en ny kommune. Det er lidt mere trygt, hvis der skal flere til den samme kommune, fortsætter hun.
Mange har efterladt familien, som de vil forsøge at få herop
Mere end halvdelen er familiefædre, som nu vil forsøge at få fat i deres familier.
- Mange af dem har kone og børn i Syrien eller Libanon. Nogle ved ikke, hvor familien befinder sig.
- Det er en udfordring, de skal arbejde videre med, når de kommer ud i kommunerne, siger Helle Ganer.