Førstegangsfødende sendes hjem på grund af travlhed

En nybagt mor måtte tage hjem kort efter sin første fødsel. Sommertiden boomer med fødsler, så hospitaler kan ikke leve op til deres egne mål.

Det kan være uoverskueligt at skulle direkte hjem fra fødegangen for en førstegangsfødende. Det oplevede Julie Skovsgaard fra Aarhus. (arkivfoto)

Førstegangsfødende bliver normalt tilbudt et par overnatninger på sygehuset eller patienthotel. Men det sker, at hospitalerne ikke kan overholde deres egne servicemål.

Julie Skovsgaard fik forleden sit første barn på Aarhus Universitetshospital Skejby. Hun fik valget mellem at tage hjem, blive liggende på gangen eller selv køre til et andet sygehus.

- Der var lidt med min datters vejrtrækning, så først var der en børnelæge for at kigge på hende, og der var tale om, at vi skulle indlægges på børneafdelingen. Men hun var ok, og så skulle vi udskrives i stedet, fortæller Julie Skovsgaard.

Slet ikke klar til at komme hjem med spædbarn

Det var fra den ene yderlighed til den anden, og det var Julie Skovsgaard ikke helt klar til.

-  Vi var slet ikke forberedt på det. Der var mange ting, der ikke var klar. Vi havde jo regnet med to dage på patienthotellet, man får som førstegangsfødende. Der var mange ting i mit hoved, der lige kollapsede. Jeg blev meget ked af det. Også fordi hun ikke var begyndt at spise endnu.

Chefjordemoder på fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital Skejby, Joan Dürr, beklager forløbet.

Ekstrem travlhed på fødegangen

-  Det er i forvejen en ret stor begivenhed at få et barn, så man har brug for, at det, der er omkring en, fungerer. Når det bliver anderledes, er det svært at tage ind. Det er især svært for de nybagte forældre, men det påvirker også personalet, siger Joan Dürr.

Det sker - især om sommeren - at fødeafdelingen må sende førstegangsfødende hjem.

- Der er tale om en helt ekstrem situation, hvor selv vores nødplaner ikke holder. Vi kan jo ikke planlægge, hvornår kvinderne føder, og om der kommer mange akutte kejsersnit, siger Joan Dürr.

Julie Skovsgaard var hverken klar til at ligge på gangen eller selv køre til Horsens med et nyfødt barn.

Sommertid er fødetid

- Vi valgte at tage hjem. Barnet er jo alt for lille til at køre så langt i en autostol. Heldigvis kunne min mor være hos os. Men jeg synes, der er frygteligt at byde førstegangsfødende det. Vi var meget chokerede.

Sommertid er fødetid - især i de store universitetsbyer.

- Studerende eller nyuddannede planlægger simpelthen at få barn i juli eller august. Det passer godt med studierne, så der er ikke noget med at lukke ned på fødeafdelingen. Vi lukker op, og de ansatte kan ikke få tre ugers sammenhængende ferie, siger chefjordemoder Joan Dürr.