Røgen skal væk, når du leger i klatrestativet og sparker til bolden.
Aalborg Kommune har planer om at gøre parker, legepladser og idrætspladser røgfri. Det skal blandt andet ske ved at opstille skilte, hvor borgerne opfordres til at holde cigaretpakken i lommen.
Men forslaget møder ikke opbakning i en af kommunens fodboldklubber.
Op til folks sunde fornuft
Fodboldformanden i den lokale idrætsforening RKG Klarup synes, det er noget pjat, at kommunen vil blande sig.
- Det er ikke noget, vi som fodboldklub skal blande os i, og det er heller ikke noget, kommunen skal blande sig i. Det må være op til folks sunde fornuft, om man vil stå og ryge til en fodboldkamp eller ej, siger fordboldformand Allan Henriksen.
- På lørdag forventer vi 100-200 tilskuere til en stor fodboldkamp i Klarup. Hvis de køber en øl på stadion, så kan jeg ikke se, at de ikke skal have lov at ryge en smøg dertil, siger han.
Blander sig ikke i om forældre ryger
Aalborg Kommune har foreløbig sat et anti-røg-skilt op i Friluftsbadet, men det er planen, at turen snart kommer til andre idrætsanlæg, legepladser og parker.
Fodboldformanden, som selv er ikke-ryger, er enig i, at der skal sættes ind mod rygning. Han er bare uenig med kommunen i, hvor langt man skal gå.
- Når man snakker ungdomsidræt, så vil vi da heller ikke have, at vores trænere og ledere står og ryger hverken på sidelinjen eller før eller efter en kamp, siger Allan Henriksen.
- Men vi går omvendt ikke ind og blander os, hvis der står en forælder og ryger på sidelinjen.
Vil ikke udstede bøder
Ifølge rådmanden bag skiltene er tanken at skåne især børn for røgen, fordi de ikke selv har mulighed for at vælge den fra.
- Vi håber på, at vi med skiltene kan vejlede folk til at ryge der, hvor andre ikke bliver generet, siger Mads Duedahl (V), rådmand for sundhed og kultur i Aalborg Kommune.
Han understreger dog, at der ikke er tale om et decideret forbud:
- Vi kommer ikke og leger politibetjent og udsteder bøder.