Det vil få konsekvenser for undervisningen, at der ikke følger penge med kravet om, at unge skal til optagelsesprøve for at komme ind på erhvervsskolerne. Det siger Michael Johansson, der er direktør på Tech College Aalborg.
I erhvervsskolereformen, der træder i kraft den 1. august 2015, skal elever, som fra folkeskolen ikke har 02 i dansk og matematik, både til optagelsesprøve og til samtale på skolen. Elever, som opfylder karakterkravene men som ikke er erklæret uddannelsesparate, kan nøjes med en samtale.
10 millioner kroner
Kravet om optagelsesprøver er et led i erhvervsskolereformen, men landets skoler skal selv betale de cirka 10 millioner kroner, prøverne koster.
- Det, der ligger i det, er, at man fra ministeriets side pålægger skolerne en stor og meget vigtig opgave, uden at der følger ressourcer med. Det betyder, at vi som samlet skole skal til at kigge på, hvor vi så skal hente de ressourcer henne, siger direktør Michael Johansson.
Går ud over eleverne
Og det kommer til at gå ud over eleverne, at der ikke følger penge med kravet om prøve, mener han.
- Det vil gå ud over den samlede undervisning på en eller anden facon, at vi skal trække penge ud af undervisningen for at bruge dem til optagelsesprøver. Jeg synes, at man pålægger skolerne en opgave uden at betale for den, siger han.
Aalborg Tech College skal have 1200-1400 elever til samtale i år.