Grønlændere i Danmark sidder ikke kun på bænken og drikker øl

Grønlændere slås med fordomme, når de søger job her i landet. Men vi skal i stedet se dem som en ressource.

Mads Møller på 50 år er fra Grønland og bor i Aalborg. Via Kofoeds Skole i Aalborg Øst er han i praktik ved Tornhøjcentret, hvor han arbejder for kontanthjælpen ved at feje og samle affald sammen. (Foto: © Karin Mette Petersen, DR Nordjylland)

Grønlændere i Danmark skal betragtes som en ressource, ikke en belastning.

Det er målet med Kofoeds Skoles igangværende projekt i Aalborg Øst. Skolen er en selvejende institution, der yder hjælp til selvhjælp til mennesker med sociale problemer.

Kofoed skole vil hjælpe grønlændere ind på det private arbejdsmarked via en såkaldt håndholdt indsats. Den består af et praktikforløb hos Kofoeds Skole, derefter praktik i en privat virksomhed.

50-årige Mads Møller drømmer om et helt almindeligt job. Han vil gerne være med til at ændre det gængse billede af grønlændere, der allerede om formiddagen sidder på bænken med en bajer i hånden.

- Jeg vil helst kigge den anden vej, når de har fået noget at drikke. Men når de er ædru, kan jeg godt snakke med dem, fortæller han.

Mads Møller kommer fra Nuuk og har i denne omgang boet i Danmark i to år. Tidligere boede han i Aarhus i en periode.

Lige nu arbejder han for kontanthjælpen med at feje og indsamle affald rundt om bycentret Tornhøjcentret, som også rummer Kofoeds Skoles Aalborg Øst-afdeling.

- Det betyder alt for mig at få et job. Jeg har en kone og et barn på fem år, jeg skal forsørge, fortæller han. Når jeg kommer hjem, sidder jeg og søger job på internettet, siger Mads Møller.

Ingen nem opgave

Det er ingen nem opgave at få grønlændere, der lever af kontanthjælp, ind på det almindelige arbejdsmarked. Det erkender leder af Kofoeds Skole i Aalborg, Helle Rønn Christensen.

-   Jeg er ikke ude på at tegne et lyserødt billede. Men jeg tror på, at det kan lykkes, hvis vil vil det, og vi, kommunen og de private arbejdsgivere samarbejder, siger hun.

Mads Møller og ligesindede håber at få praktikstilling hos den store SPAR-købmand i Tornhøjcentret, som har sagt ja til at lave praktikforløb i samarbejde med Kofoeds Skole.

- Vi vil gerne være lokalt forankrede og påtage os et socialt ansvar som virksomhed, siger SPAR-købmand Morten Berry Sandahl, der har 38 ansatte.

Snakkede for meget med kunderne

37-årige Laila Kristensen har været i Danmark i syv år og er på kontanthjælp. Hun havde forskellige job i Grønland, men har ikke haft held med sine praktikforløb i Danmark.

Blandt andet måtte hun stoppe i praktik hos en købmand, som syntes, at hun snakkede for meget med kunderne. Hun følte sig også bagtalt. Laila Kristensen er træt af at være på kontanthjælp og håber at komme i praktik i en stor butik eller på et stort lager.

Markant flere brugere i løbet af et år

Kofoeds Skole åbnede afdelingen i Aalborg Øst for et år siden og har haft stærkt stigende brugertal. Fra 10-15 daglige brugere i begyndelsen og til omkring 40 nu.

Omkring 80 procent af dem er fra Grønland. Men afdelingen har stadig kun en enkelt medarbejder.

Så hvis den håndholdte jobindsats for grønlænderne skal lykkes, kræver det pengemæssig opbakning fra Aalborg Kommune.

For Kofoeds Skole får brug for en mentorordning, når grønlænderne er i praktik, som kan holde dem "til ilden" og forhindre, at de stopper i praktikken.