Den socialdemokratiske miljøminister, Kirsten Brosbøl, vender tommefingeren nedad til at sikre, at de stormramte sommerhusejere ved Nørlev Strand bliver sikret erstatningsgrunde i samme område.
Det fortæller DR Nordjylland.
Det er aktuelt, fordi en stribe sommerhusejeres huse i området er på vej i vandet.
Ministeren var på besøg
Men miljøministeren siger nej.
Det slog hun fast, da hun i dag var på besøg for ved selvsyn at se, hvordan situationen er på den del af vestkysten:
- Der er 1500 ledigere sommerhusgrunde i Hjørring Kommune. Så vi har ingen umiddelbare planer om at ændre på antallet af sommerhusgrunde, siger hun til DR Nordjylland.
Sommerhusejer er ikke overrasket
En af de hårdest ramte sommerhusejere ved Nørlev Strand, Christian Hartman, er ikke overrasket over afslaget.
Men han fik snakket med miljøministeren, som han fulgte trop med under hendes besøg.
- Jeg havde ikke forventet nogen som helst form for hjælp fra den kant, siger han til DR Nordjylland.
Sommerhusejer glæder sig til valg
Til gengæld sætter han sin lid til det kommende valg.
- Jeg venter spændt på udfaldet, men der kommer sikkert en anden bemanding på ministerposten og en person, der er mere interesseret i at hjælpe borgere i nød, siger han.
Kystsikring skal undersøges nærmere
Kirsten Brosbøl havde på besøget i Nordjylland følgeskab af den radikale økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard.
Og hvad angår fremtidens kystsikring i området var begge åbne for at række en hjælpende hånd.
Men lovede ikke noget.
Der skal først nærmere undersøgelser til.