Medarbejdere fra krakkede OW Bunker får hurtigt nye job

Omkring 90 af de 140 ansatte hos OW Bunkers hovedsæde har fået nyt arbejde efter firmaets pludselige kollaps i november.

Jørgen Olsen var tidligere ansat hos OW Bunker som senior trader, - nu har han fået job hos NEAS Energy. (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nordjylland)

- Jeg nåede da at tænke, at det både kunne være en fordel og en ulempe, at vi var så specialiserede i det, vi sad og lavede, og at der ikke er så mange af den slags job at vælge imellem.

Sådan siger Jørgen Olsen. Han er en de OW Bunker-ansatte, som fra den ene dag til den anden mistede jobbet, da virksomheden pludselig kollapsede i november. Og som siden er lykkedes med at finde et nyt arbejde.

For de ansatte i det krakkede oliefirma har været gode til at finde nye job.

90 ud af 140 har fået nyt job

Foreløbig er omkring 90 ud af 140 ansatte på hovedsædet i Nørresundby kommet videre og det er tilfredsstillende, lyder det fra Tonny Thorup, erhvervschef i Aalborg Kommune.

- Der har været meget bud efter en stor del af OW Bunkers specialister. Generelt har de selv taget hånd om deres situation uden behov for bistand, siger han.

De resterende 50 medarbejdere får hjælp fra Jobcentret og rekrutteringsbureauer. Og Tonny Thorup spår også dem gode chancer for at komme i job inden alt for længe.

HR-chef: Vigtigt at holde specialviden i lokalområde

OW Bunker, der handlede med brændstof til skibe, gik konkurs i november. Selskabet kollapsede med et tab på 1,6 milliarder kroner og betegnes som et af de største krak i Danmark nogensinde.

Ret hurtigt efter chokket over krakket hos OW Bunker begyndte energivirksomheden NEAS Energy i Aalborg at se en kæmpe mulighed for at få nogle spændende profiler ind i huset.

- Vi satte os sammen og sagde, at vi simpelthen bliver nødt til at finde nogle stillinger til de her mennesker, fordi de har nogle kompetencer og erfaringer, som vi godt kan bruge, siger HR-chef Rikke Alkert.

Som et lyn fra en klar himmel

NEAS Energy i Aalborg har foreløbigt ansat fire af de tidligere OW Bunker-medarbejdere og er i kontakt med yderligere to.

- Vi syntes også, det ville være forfærdeligt, hvis alle de gode medarbejdere smuttede til andre dele af landet, siger HR-chef Rikke Alkert.

Ifølge den tidligere senior trader Jørgen Olsen, så vidste medarbejderne hos OW Bunker ikke noget om, hvordan det stod til inden den skæbnesvangre dag i november.

Så for ham gik den første tid med at forsøge at komme sig over overraskelsen.

- Som de fleste udenforstående blev jeg også ramt af "hvad skete der lige der", siger han.

Stor lettelse at komme videre

- Og så bliver man selvfølgelig både skuffet og sur på dem, der har fået det til at gå galt. Og bagefter ramt af realiteterne om at skulle ud at finde noget nyt at beskæftige sig med.

Og det lykkedes altså hos NEAS Energy.

- Det var absolut en stor lettelse. Også at kunne blive i lokalsamfundet, når der jo både er familie, børn og alt muligt andet her, siger Jørgen Olsen.