Byretten i Aalborg indfører om få måneder en sikkerhedskontrol ved indgangen til bygningen på Badehusvej.
I september i fjor blev en advokat dræbt og en anden hårdt såret ved en skudepisode ved fogedretten i København.
Drabet har fået justitsministeren til, som forsøg, at indføre sikkerhedskontrol ved fem byretter.
Sluse a la lufthavnene
En af de fem byretter er Aalborg. Retspræsidenten Christian Lundblad forestiller sig, at man bliver ledt igennem en sluse a la dem i lufthavnene.
Sikkerhedskontrollen kommer til at gælde for alle - uanset ærinde i byretten.
- Det er ikke kun i straffesager, følelserne kan komme i kog. I København skete det under en fogedsag. Der kommer mange forskellige mennesker i retten og de kan af mange forskellige grunde have det dårligt. Derfor er kontrollen møntet på alle, forklarer Christian Lundblad.
Har ikke søgt
Christian Lundblad tør ikke med sikkerhed sige, hvorfor netop Aalborg er blandt de byretter, der nu skal kontrollere de besøgende.
- Vi har ikke søgt, men er blevet spurgt, om vi ville være med i forsøget. Men mit gæt er, at Aalborg som by er repræsentativ for hele landet. Der er stor variation i befolkningssammensætningen, og vi har mange forskellige kriminelle miljøer. Altså et godt sted at lave forsøg, siger Christian Lundblad.