Drengene og pigerne på de to børneasylcentre i Nordjylland mangler meget af det, danske teenagere nærmest tager for givet.
Sportstøj, sminke og spil er lige, hvad de unge på 13 til 17 år står og mangler. Børneasylcentrene tager derfor med kyshånd mod alle gaver til den aldersgruppe.
- Det er jo teenagere, så alle de her teenageting, som de ikke har råd til, er jo sjove at få, siger Lars Vestergaard fra Asylcenter Vesthimmerland.
Teenagere har også andre behov end mad og tøj
Asylbørnene på centrene i Skørping og Østrup i Vesthimmerland kommer uden deres forældre.
Centrene har rigeligt med tøj, men mangler udover sportstøj, sminke og spil også sengetøj, viskestykker og håndklæder til teenagerne.
- Man tænker måske ikke over, at de har brug for andet end det helt basale vintertøj og tøj, som vi sørger for, at de har, siger han.
Trine Wittendorff og hendes mand har frivilligt taget initiativ til at samle ind til teenagerne.
- Vi har selv været udsat for en brand og fik hjælp fra andre. Da lovede vi os selv at gøre noget lignende til gengæld. Det gør vi så på den her måde. De unge drenge og piger mangler virkelig alt.
Skur er fyldt til randen
Trine Wittendorffs skur i Gug ved Aalborg er fyldt med ting og sager, som folk vil donere til teenagerne.
- Vi har fået pynteting, tøj, sko, cykler og meget andet. Det er helt vildt, som folk er villige til at hjælpe. Det glæder mig meget.
Hun har planer om at samle penge eller gaver ind, så hun kan lave nogle aktiviteter for de unge drenge og piger.