Kenneth Sørensen har arbejdet 15 år som driftsleder i en svinestald indtil 2012, hvor han pludselig blev konstateret syg med den resistente svinebakterie Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus - kaldet MRSA.
MRSA-bakterien blev konstateret tilfældigt
Da en kollega tilbage 2012 i forbindelse med en graviditet blev rutinemæssigt kontrolleret, fandt man bakterien, og derfor blev Kenneth Sørensen og de andre medarbejdere på gården tjekket.
Og her kunne det konstateres, at Kenneth Sørensen var ramt af den resistente baktiere, MRSA.
- Jeg blev faktisk allerede kontrolleret tilbage i 2008, men der var den negativ. Det var først efter at vi blev testet positive, at vi begyndte at have fokus på det.
Problemer i sygehusvæsenet
Det har dog primært været i sygehusvæsnet, at Kenneth Sørensen har oplevet, at sygdommen har givet problemer.
I forbindelse med to operationer, som i øvrigt ikke er tilknyttet MRSA-smitten, har han oplevet, at sygehusvæsnet har været i tvivl om, hvordan man takler en person med MRSA.
- Jeg skulle opereres for først et dårligt knæ og senere for brok, men de blev udsat begge gange. Og det betyder jo, at man skal gå og døje med det lidt længere.
- Der mangler ganske enkelt nogle mere ens retningslinjer for, hvordan man tager sig af folk, der har sådan en bakterie, så man ikke oplever det på den her måde. Det er dybt frustrerende, siger Kenneth Sørensen.
Også ved tandlægen har han oplevet, at man ikke lige kan komme til med det samme, fordi man lige skal have styr på, hvordan man håndterer smitten.
Normal dagligdag
Men i dagligdagen mærker Kenneth Sørensen ikke til, at han er ramt af sygdommen, men han gennemgår dog behandling for sygdommen.
- Jeg skal vaske mig med klorhexidinsæbe og smøre en bakteriedræbende i næsen. Det gør ikke ondt, men selvfølgelig er det da irriterende.