Vejret giver rekordtidlig høst

Det er rekordtidligt, når landmændene indenfor de næste tre uger har bjerget vinterbyggen.

Et tidligt forår giver i år en udsædvanlig tidlig høst, og det er, ifølge LandboNord, noget landmændene kan lide.

- Hvis alt fortsætter som nu, vil vinterbyggen være i hus indenfor de næste to-tre uger, og det er en rekord, siger landbrugsrådgiver Charlotte Olesen fra LandboNord.

I marts måned er det normalt rim og frost, der dominerer markerne, men i år var vinterlandskabet grønt til glæde for landmændenes forårsfornemmelser.

Mere tid til landmændene

- Vores vinter har været helt anderledes end den plejer, og når frosten går hurtigt af jorden, kan vi hurtigere arbejde i marken, siger Charlotte Olesen.

Normalt vil det sidste læs vinterbyg først være i laden engang i august, men i år er de første mejetærskere allerede kommet på marken nu.

At byggen er klar til høstning så tidligt i år betyder, at der er mere tid at høste i. Landmændene kan dermed vælge de helt rigtige dage, for at få byggen så tør som mulig.

Hjælp fra moder natur mindsker tab

Det er ellers ikke usædvanligt, at landmændene må bruge penge på at tørre og blæse kornet igennem, fordi de har måttet høste, mens kornet var fugtigt:

- Men jo mere moder natur kan arbejde for os, desto bedre er det, siger Charlotte Olesen.

Forkert tørring og oplagring af kornet giver hvert år mange landmænd store tab. Noget der i år kan undgås.