Forældre: Problematisk med nedskæringer inden ny skolereform

7 ud af 10 skolebestyrelser mener, at deres skole mangler penge til at sætte gang i den nye skolereform. Dybt problematisk siger næstformanden for Skole og Samfund.

Der er varslet nedskæringer og skolelukninger flere steder i landet. Dybt problematisk for indførelsen af skolereformen, mener foreningen Skole og Forældre (arkivfoto)

Der er for få penge til at puffe den ny skolereform igang.

Det frygter forældre på baggrund af rækken af kommunale nedskæringer på skoleområdet.

7 ud af 10 formænd for skolebestyrelser mener, at deres skole mangler penge til at sætte gang i den nye reform. Det viser en undersøgelse lavet af foreningen Skole og Forældre. Undersøgelsen er lavet i maj, og 360 skolebestyrelsesformænd fra hele landet svarede.

Skolelukninger og nedskæringer

69 procent behøver flere penge på deres skolebudget.

- Det er dybt problematisk at stort set alle bestyrelsesformænd mangler penge netop nu, hvor skolerne står med store udfordringer som inklusion og ny skolereform. Det siger Skole og Forældres næstformand Finn Juel Larsen fra Aalborg.

I Nordjylland er der aktuelt skolelukninger på vej i både Brønderslev og Frederikshavn Kommuner. Og i den seneste kommuneaftale med regeringen, er der lagt op til ny nedskæringer.

Det bekymrer Finn Juel Larsen.

- Smertegrænsen er nået. Vi kan ikke tåle flere nedskæringer, siger han, og henviser til statistikker, der fortæller, at flere og flere forældre vælger privatskoler og friskoler til deres børn fremfor folkeskoler.

Forældre: Dårlige undskyldninger fra politikerne

Stort set alle kommuner er presset økonomisk, og i specielt de mindre kommuner falder børnetallet. Men det er dårlige undskyldninger fra politikerne, mener Finn Juel Larsen.

- Det kan ikke komme bag på en kommune, hvis børnetallet falder. Det er et spørgsmål om planlægning, også af skolestruktur, siger han.

Finn Juel Larsen anbefaler alle kommuner at tænke 5-10 år frem i tiden.

- Det vil spare penge og give tryghed hos både forældre og børn, siger næstformanden i Skole og Forældre.