Venstreborgmester: Det klæder ikke en statsministerkandidat at agere sådan

Fremtrædende Venstre-politikere i Nordjylland mener, at Lars Løkke Rasmussen har begået fejl. Men han skal lære af dem og ikke gå af, siger de.

Mogens Gade (V) er borgmester i Jammerbugt Kommune, Han er ikke imponeret over partiformanden, Lars Løkke Rasmussen. Men mener ikke, at han skal gå af. (© DR)

Fremtrædende nordjyske Venstre-politikere mener, at Lars Løkke Rasmussen har begået fejl ved at modtage tøj og rejser af partiet.

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade og tidligere borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther er ærgerlige over sagerne, men de bakker stadig op om Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre.

Metroxpress: Vælgerne siger gå af, Lars Løkke

Det gør de danske vælgere til gengæld ikke ifølge avisen Metroxpress.

Den skriver i dag, at 60 procent af de danske vælgere mener, at blå blok skal finde en ny kandidat til statsministerposten.

De mener, at han bør trække sig, hvilket borgmester Mogens Gade godt forstår.

- Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der synes, at det her er langt over kanten af det, man synes, kan klæde en statsminister, siger Mogens Gade (V).

Borgmester: Det klæder ikke en statsminister

Han medgiver, at han også selv, i svage øjeblikke, som han siger, kan mene, at det ikke klæder en statsminister at agere som Lars Løkke Rasmussen har gjort i de seneste konkrete sager.

Og Venstre-formanden har begået fejl, siger borgmesteren i Jammerbugt.

- Men jeg er også sikker på, at der er nogen tættere på ham, som burde have hjulpet ham bedre, end de har, siger Mogens Gade.

Løkke skal lære af sine fejl

Også Venstres Anny Winther mener, at Lars Løkke Rasmussen har begået fejl, alligevel mener hun ikke at der skal findes en ny formand.

- Jeg synes til gengæld, at Lars Løkke skal lære af de fejl, der er begået, siger den tidligere borgmester i Rebild og nuværende medlem af Regionsrådet i Nordjylland.

Venstre-politiker: Ikke rart for nogen af os

Ifølge Anny Winther er den seneste tids omtale af Lars Løkke Rasmussen og Venstre ikke rar for nogen.

 - Det er der ingen af os, der synes. Uanset hvilken blok man står i, så er det aldrig rart, når der bliver sådan en blæst, siger hun.

Tidligere Venstre-borgmester i Frederikshavn, Lars Møller, kalder Lars Løkke-sagen for 'træls', og har ikke lyst til at kommentere yderligere.