Statsadvokaten udsætter retssager om randzoner

Landmænd der bevist overtrådte randzoneloven får deres planlagte retssager udsat.

Randzoneloven, som forbyder landmænd at dyrke deres jord i en 10 meter bred zone langs vandløb og søer, skal ændres. Derfor er alle retssager om overtrædelse udsat. (Foto: © Hanne Høier)

Landmænd, som er tiltalt for at overtræde randzoneloven, får nu deres retssager udsat. Loven forbyder landmænd at dyrke deres jord i en 10 meter bred zone langs vandløb og søer.

Det er statsadvokaten i Viborg, der har besluttet at udsætte samtlige berammede retssager om overtrædelse af randzoneloven og arbejdet med at forberede nye sager.

Det glæder landmand Asger Møller Madsen fra Arentsminde i Nordjylland. Han skulle have været i retten d. 13. juni i Hjørring.

- Det er da glædeligt, at den er blevet udsat. Jeg har altid troet på, at jeg ville vinde sagen, og det her giver ekstra håb om det, siger han.

Den nuværende lov skal ændres

Udsættelserne sker fordi Folketinget er i gang med at ændre den nuværende randzonelov, oplyser senioranklager Anders Raagaard ved Statsadvokaten i Viborg.

- Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt, at alle bliver dømt ens, siger Anders Raagaard.

Bjarne Nigaard fra Bæredygtigt Landbrug vurderer at beslutningen berører flere end hundrede landmænd over hele landet.

- På dansk landbrugs vegne skal jeg sige tak for den høflige gestus. Det er langt fra hver dag, at vi oplever det, siger Bjarne Nigaard.

Han er enig i, at der næppe er baggrund for en domfældelse i sagerne mod landmændene.

Naturfredningsforeningen raser

Danmarks Naturfredningsforening mener, at landmænd med vilje har overtrådt randzone-loven, og at de derfor også skal straffes.

Foreningens præsident er fortørnet over, at statsadvokaten i Viborg har besluttet at udsætte samtlige berammede retssager.

- Det er et klart signal til landmændene om, at det kan betale sig at overtræde lovgivningen på naturområdet, mener Ella Maria Bischoff.

Landmænd vil fortsat bryde loven

Flemming Fuglede Jørgensen er en af de landmænd, der bevist har stukket ploven og dermed i provokation brudt den gældende randzonelov. Han og flere andre landmænd har heller ingen planer om at overholde en kommende lov på området.

- Den har ingen faglig værdi, og den har ingen miljømæssig værdi, så selvfølgelig kan vi ikke overholde sådan en lov, siger han.

Den nye randzonelov skal efter planen træde i kraft den 1. august.