Verdens største solfangeranlæg indvies i Vendsyssel

Det er ikke kun fjernvarmekunder i Dronninglund, der får glæde af verdens største solfangeranlæg, der indvies fredag eftermiddag. Erfaringerne fra byggeriet af det store anlæg kan bruges i hele verden.

Når verdens største solfangeranlæg til fjernvarmeproduktion fredag eftermiddag bliver indviet i Dronninglund, så kan erfaringerne bruges mange andre steder.

Anlægget dækker et areal svarende til fem fodboldbaner eller 46 parcelhusgrunde, og vil levere halvdelen af varmeforbruget til 1300 husstande i Dronninglund.

Men også solvarmekunder andre steder i landet og i verden vil få glæde af det nordjyske projekt. Flere af leverandørerne har nemlig lært af erfaringerne med at bygge så stort et anlæg.

Ingen standardløsninger

Det har taget otte år at projektere og bygge anlægget, eller som fjernvarmeformand Carsten Møller Nielsen siger, længere tid end det tog af bygge Storebæltsbroen. Og undervejs har det været nødvendigt at opfinde specielle dele til anlægget.

Eksempelvis har rør-producent Logstor måttet tilpasse sine specielle rørsystemer.

- Når det er et stort anlæg, så giver det mere mening at udvikle noget, som bliver mere end standard for solvarmesystemer, siger salgsdirektør Peter Jorsal.

Udlandet efterspørger erfaringer

Ingeniørfirmaet Niras har fundet nye måder til at lagre solvarmen, og både den teknologi og de varmeisolerende rør kan sælges og bruges i forbindelse med andre projekter, siger salgsdirektør Peter Jorsal fra Logstor.

- Den standard, vi har udviklet til anlægget i Dronninglund, det er den, vi nu arbejder videre med til andre solvarmeprojekter i Danmark. Dem er der mange af i de her år, så det er noget, vi har stor glæde af, siger salgsdirektøren.

Driftsleder ved Dronninglund Fjernvarmeværk, Johan Frei, fortæller også, at han er inviteret til blandt andet Østrig og Berlin for at fortælle om erfaringerne med etableringen af det store anlæg.

Lagertank med 62 millioner liter varmt vand 

Solfangeranlægget i Dronninglund er blandt andet banebrydende ved at kunne lagre det varme vand til de måneder, hvor solen skinner mindre.

I en lagertank, der er 100 gange 100 meter og 16 meter i dybden, er der plads til 62 millioner liter varmt vand, der kan gemmes til efteråret og vinteren.

Det er Dronninglund Fjernvarmeværk, der står bag det 37.000 kvadratmeter store solfangeranlæg. Det har kostet 104 millioner kroner. Ifølge driftsleder Johan Frei forventes anlægget at være tjent hjem i løbet af 20-25 år.

Solfangeranlægget i Dronninglund er lige nu verdens største til fjernvarmeproduktion. I Vojens projekteres der med i 2015 at bygge et, der er tre gange så stort.