Flere jobcentre skruer op for sikkerheden, fordi mange borgere på januars sidste dag for alvor mærker konsekvensen af kontanthjælpsreformen.
Reformen betyder blandt andet, at 12.000 unge mellem 20 og 30 år får deres kontanthjælp erstattet af uddannelseshjælp.
Det kan ses på bankkontoen i dag. De får 5.700 kr. før skat i uddannelseshjælp - og ikke 10.500 kr. (også før skat) som hidtil.
Vagt skal forhindre aggressive reaktioner
Udover Sønderjylland og Sjælland, så er også Nordjylland parat.
På jobcenteret i Mariagerfjord Kommune har de hyret en vagt for at forhindre aggressive reaktioner, fortæller arbejdsmarkedschef Michael Tidemand.
- Vi har i løbet af hele sidste år opdateret sikkerheden med baggrund i nogle hændelser. Men specielt op mod kontanthjælpsreformen, hvor vi har gennemgået 900 sager, er der risiko for konfliktsituationer. Derfor har vi sat vagt på, siger Michael Tidemand.
Vagten har siddet på jobcenteret hele denne uge og skal også sidde der hele næste uge. Foreløbig har der ikke været alvorlige episoder.
Øger sikkerheden med ekstra personale
På jobcenteret i Vesthimmerland har man også øget sikkerheden, men på en anden måde. Her har man valgt at sætte mere personale ind i stedet for vagter.
- De kan støtte den enkelte medarbejder, der måske føler sig presset i dialogen med en borger. Og de vil kunne tilkalde den fornødne hjælp, hvis der er brug for det, siger Lone Lollesgaard, forvaltningschef i Vesthimmerlands Kommune.
Ud over de unge rammer kontanthjælpsreformen blandt andet par, som lever papirløst. Hvis samboen tjener mere end 21.500 kr. om måneden mister de deres kontanthjælp.