Byrådspolitikerne skal ikke have for mange kasketter på, mener Venstres borgmesterkandidat i Aalborg, Tina French Nielsen.
Hun udtrykker bekymring over, at Aalborgs byrådspolitikere er de byrådspolitikere, der har flest betalte bestyrelsesposter i en sammenligning med de tre største danske byer.
Opgørelsen er lavet af Politiken.
Tina French Nielsen mener, at situationen i Aalborg er et problem.
- Det er vigtigt, at vi ikke har for mange kasketter på. Det synes jeg, at vi skal have fokus på. I Aalborgs tilfælde ikke mindst hvad angår hvad der sker på havnen, mener venstrepolitikeren.
French Nielsen mener dog ikke, at politikerne skal helt skal ud af bestyrelserne.
- For mange at de her selskaber er jo vores allesammens, som vi er med til at eje gennem kommunen eller nogen vi er med til at betale til som borgere. Derfor skal vi være med. Men spørgsmålet er om det behøver at være så mange bestyrelser, vi er med i, siger Tina French Nielsen.
De 31 byrådsmedlemmer tjener i alt 1,9 millioner for at varetage 58 bestyrelsesposter i kommunalejede institutioner.