Arbejderne på det kommende solfangeranlæg ved Dronninglund er blevet underbetalt.
Det måtte Støvring-virksomheden Arcon Solar tirsdag sande på et møde med 3F Aalborg.
Selv om virksomheden havde troet, at deres tyske underentreprenør fulgte dansk overenskomst, så var det ikke tilfældet.
- Ved en gennemgang af lønsedlerne viste det sig, at der var en betaling per time på omkring 50 kroner. Det svarede ikke til det, Arcon Solar havde ventet. De havde nogle aftaler med det tyske selskab Hanske, som gik på noget andet, fortæller faglig sekretær John Andersen fra 3F Aalborgs byggerigruppe.
Derfor er Arcon Solar og 3F Aalborg blevet enige om, at de vil forsøge at få det tyske Hanske Projects til at indgå dansk overenskomst.
- Vi er glade for, at Arcon Solar er med i det her, fordi vi normalt plejer at kunne arbejde godt sammen, siger John Andersen.
Han har dog et ønske for fremtiden, når private eller virksomheder overvejer at hyre et udenlandsk firma:
- Vi kunne godt ønske os, at både virksomheder og privatpersoner kontaktede 3F eller nogle af de tilsvarende fagforbund. Vi ligger inde med en viden om en stor del af de udenlandske selskaber. Vi ville kunne spare dem for mange ærgelser, inden de går i gang, pointerer 3F-sekretæren.
På den måde ville man kunne få at vide, om der tidligere har været problemet med det pågældende firma, pointerer John Andersen.