Den tidligere konservative miljøordfører Tage Leegaard fra Thy kritiserer sit parti for at mangle en grøn profil under valgkampen.
- Det ærgrer mig, at de Konservative ikke profilerer sig på miljøområdet, for det er et ledigt standpunkt i blå blok, siger Tage Leegaard, som var miljøordfører i Folketinget under VK-regeringen.
Pape: Vi kan ikke slå på alt i en valgkamp
Partiet nærmer sig nu spærregrænsen i flere målinger, men den Konservative formand, Søren Pape, mener ikke, at partiet burde have satset mere på at bevare sin grønne profil i valgkampen.
- Vi kan ikke slå på alt i valgkampen. Vi er nødt til at indskrænke emnerne, hvis vi overhovedet skal blive hørt, forklarer Søren Pape.
- Men det betyder jo ikke, at de Konservative ikke stadigvæk har en ambitiøs klima- og miljøpolitik, tilføjer Søren Pape, som er opstillet i Vestjyllands Storkreds.
De Konservative har tidligere haft markante miljøministre som Connie Hedegaard og Per Stig Møller. Tage Leegaard mener, at hensynet til miljøet altid har været en del af partiets DNA.
- Vi er et parti, der bygger på generationskontrakten om, at vi skal efterlade en klode, som er mindst lige så god, som den vi overtog, siger Tage Leegaard.
Tidligere konservative topfigurer er også kritiske
Også tidligere konservative topfigurer som Gitte Seeberg og Hans Engell har kritiseret partiets nuværende miljøpolitik.
- Det er vigtigt, at der er et borgerligt parti, der har en grøn sag. Det kan simpelthen ikke kun være en sag for venstrefløjen, siger Gitte Seeberg til netmagasinet Altinget.dk. Hun er i dag generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.
Også den tidligere Konservative formand Hans Engell, der i dag er politisk kommentator, mener at partiet har ændret miljøpolitik under Søren Pape:
- Det er helt tydeligt, at det er bevidst politisk fra Søren Papes side. Han vil gerne have mere magt til kommunerne, hvilket ikke er en traditionel konservativ position. Historisk har man orienteret sig mere mod statsmagten, siger Hans Engell til Altinget.dk.