Giv de ledige en uddannelse, men sørg lige for, at de også bliver knyttet til en virksomhed på samme tid.
Modellen her fik i 2013 seks ud af 10 arbejdsløse i Skive Kommune i job efter endt uddannelse.
Arbejdsmarkedschef i Skive Kommune, Lars Harder, fortæller, at uddannelse er et vigtigt instrument, når folk skal i arbejde. Men et AMU-kursus er ikke nok i sig selv.
- Uddannelse virker, når en virksomhed er koblet med, siger Lars Harder.
Fast tilknytning til arbejdsmarkedet betyder meget
Salling Entreprenørfirma i Roslev har lige for tiden 50 mand i arbejde. En god del af dem er personer, der før var på bistand eller understøttelse.
Kasper Rugaard er efter en periode som ledig nu i lære som anlægsgartner.
- Det betyder rigtig meget for mig med fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er mit et og alt, siger Kasper Rugaard.
Entreprenør: Vi mangler arbejdskraft
Salling Entreprenørfirma ejes af Gregers Frederiksen, der lige siden han startede virksomheden har haft en målsætning om at hjælpe folk på overførselsindkomst i gang.
- Og da vi mangler arbejdskraft indenfor vores fag, kan vi guide dem over i en uddannelse, der temmelig sikkert ender med at give os troværdige medarbejdere. For vi ansætter kun folk for at beholde dem, siger Gregers Frederiksen, Salling Entreprenørfirma.
De ledige bliver mere motiverede
Det er ikke kun virksomhederne, der med denne model får præcis den arbejdskraft de efterspørger. De ledige bliver mere motiverede, fortæller arbejdsmarkedschef Lars Harder, Skive Kommune.
- Hvis man er ledig og gør alt, hvad man kan for at komme i arbejde, er det dejligt at gøre det sammen med en virksomhed, der vil ansætte en bagefter. Det betyder rigtig meget for den ledige, siger Lars Harder.
Det er anlægsgartnerlærling Kasper Rugaard enig i.
- Jeg var før lidt umulig og kunne ikke finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Med de mennesker og arbejdsopgaver, der er her, kan det ikke blive bedre, siger Kasper Rugaard.