En særlig fond, der støtter projekter for ofre for vold, misbrug eller trafikulykker, har siden etableringen ved årsskiftet hentet 44 millioner kroner hos lovbrydere. Det oplyser Rigspolitiet.
Men tre fjerdedele af pengene kommer fra trafikforseelser uden noget offer. Det er urimeligt, mener Danmarks Forenede Motorejere, FDM.
- Man lader altså bilister, der overtræder loven - bevidst ganske vist og det skal de lade være med - betale et ekstra bidrag, og det skal altså dybest set finansiere ofre for nogle helt andre forbrydelser. Det mener vi ikke er hensigtsmæssigt, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.
Fartbøde giver 500 kroner til offerfond
Offerfondens formål er at hjælpe ofre for forbrydelser og trafikofre. Der findes en række lovovertrædelser, heriblandt fartbøder, der udløser en betaling på 500 kroner fra gerningsmanden til offerfonden.
Claus Trier Jensen fra Struer er en af dem, der har bidraget til de 44 millioner kroner. Han fik tidligere på året et klip i kørekortet for at køre for stærkt på en landevej.
- Jeg synes det er fint nok, at de har en offerfond. Men de penge, der kommer ind fra trafikforseelser, skal jo gå til dem, som har haft nogle mén med trafikken, siger Claus Trier Jensen.
FDM: Det er en pengemaskine
Offerfonden blev oprettet i januar i år og har indtil 30. november 2014 indkasseret 44 millioner kroner. Ifølge Rigspolitiet er 76 procent af bidragene betalt på grund af trafikforseelser.
FDM har hele tiden været kritiske overfor loven, som de mener er en pengemaskine, der rammer de forkerte.
- Du kan få et klip i kørekortet for at køre hurtigere frem i højre vognbane på motorvejen i myldretidstrafikken og dermed skal du bidrage til offerfonden. Det er absurd, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.
Politiker: Slå koldt vand i blodet
Offerfonden blev politisk vedtaget sidste år af regeringen med støtte fra SF og Dansk Folkeparti.
Karin Gaardsted er medlem af Folketingets Trafikudvalg for Socialdemokraterne. Hun synes det er rimeligt, at hvis man overtræder loven, så skal man bidrage til offerfonden.
- Hvis bilisterne ikke overtræder loven, så bidrager de jo ikke, siger Karin Gaardsted, der opfordrer FDM til at slå koldt vand i blodet.
- Man vil altid kunne finde eksempler. Offerfonden trådte i kraft 1. januar i år og skal lige have lov til at komme i gang, siger Karin Gaardsted.