Kommuner: Vi skal blive bedre til at forebygge selvmord blandt unge

Efter flere tilfælde af selvmord blandt unge, prøver Ringkøbing-Skjern Kommune at hjælpe de unge, før det er for sent.

Mange unge siger, at de har haft selvmordstanker. Arkivfoto (© Colourbox)

Vi vil forebygge selvmord bedre. Sådan lyder det fra både Center for Selvmordsforebyggelse i Herning og Ringkøbing-Skjern Kommune efter, at to unge i kommunen har taget deres eget liv inden for de seneste måneder.

 - På baggrund af de seneste selvmord i Ringkøbing-Skjern Kommune, har Børne- og Familieudvalget bedt administrationen om en grundig redegørelse for, hvilke tilbud vi har i kommunen og hvilke andre tilbud der i øvrigt måtte være, siger fagchef Rene Rosenkilde.

Til januar skal undersøgelsen prøve at forklare, hvorfor relativt mange unge i kommunen de seneste to år har begået selvmord.

Alarmklokker ringer på Mors

Selvmordene får desuden Region Midtjyllands Center for Selvmordsforebyggelse i Herning til at holde flere informationsmøder.

Også på Mors skal de unge have mere hjælp, for de har større bekymringer i dag end tidligere.

Alarmklokkerne ringede hos Ole Bak Pedersen, leder af Familieafdelingen i Morsø Kommune, da han hørte om flere tilfælde af, at unge havde skåret i sig selv.

Mange unge tænker i selvmordsbaner

Han fik undersøgt, hvordan de unge på folkeskolerne egentlig har det, og hele 17 procent af eleverne svarede, at de har haft selvmordstanker inden for det seneste år.

Derfor uddanner kommunen nu en gruppe til at rådgive lærerne, når de er bekymret for om en elev vil gøre skade på sig selv.

- De lærer at snakke med eleverne. Og der går besked til forældrene, så de også kan være meget opmærksomme på, hvad der er gang i, forklarer Ole Bak Pedersen.

Det kan hjælpe at snakke

Leder af Center for Selvmordsforebyggelse  Lisbeth Frølund Davis, siger, at de er klar til at hjælpe folk der har forsøgt selvmord eller har tanker om selvmord. Hun vil nå flere med mere forebyggende arbejde.

Og så opfordrer hun alle til at spørge ind, hvis man frygter, at nogen vil begå selvmord, for det gør ikke situationen værre:

- Tværtimod kan det være en lettelse at få sat ord på det. At man kan have de tanker, men at man ikke behøver at handle på dem. At man sammen måske kan vinde noget tid til, at det kan blive bedre, lyder hendes erfaring.