Peder Bæk fra Skive blev med øjeblikkelig virkning bortvist fra sit seniorjob i Skive Kommune. Han insisterede nemlig på at optage en tjenstlig samtale på sin telefon. Men det ville kommunen ikke acceptere.
Peder Bæk er rystet over sanktionen.
- Jeg synes jo, det er fuldstændig fatalt, at så lille en ting, som at jeg ville optage en samtale, kan få den konsekvens at man skal køres fuldstændig ned, siger han.
Strid om optagelse
Peder Bæk blev indkaldt til tjenstlig samtale den 3. april på BOMI, som er Skive Kommunes beskæftigelsesværksted.
Allerede en gang var mødet blevet udskudt fordi Peder Bæk ville optage mødet på sin mobiltelefon.
- Når der er flere til stede, og der bliver snakket på kryds og tværs, kan det være svært at holde fokus, når man selv er hovedperson for mødet, forklarer han.
Derfor endte de for anden gang ved bordet - to fra BOMI, Peder Bæk selv og formanden for 3F i Skive som Peder Bæk havde med som bisidder.
Bortvist og fyret
- Så blev jeg spurgt: ’ønsker du ikke at deltage i mødet?’ ’Jo,’ svarede jeg, ’jeg ønsker at deltage i mødet, og jeg vil ikke nægte det på nogen måder, men jeg vil have lov til at optage’, siger han.
Kort efter fik Peder Bæk besked om at han var bortvist med øjeblikkelig virkning. Samtidig stoppede hans seniorydelse øjeblikkeligt.
Skive Kommune skriver i sin begrundelse for bortvisningen at de opfatter episoden som lydighedsnægtelse og grov misligholdelse af ansættelsesforholdet.
'Føltes som en børnehave'
Peder Bæk er jord- og betonarbejde. Efter to års ledighed havde han mistet retten til dagpenge. Men han var berettiget til et seniorjob og startede på BOMI i januar. Her skulle han blandt andet pakke legetøj:
- Vi sad og lavede noget, der hedder sandmøller. Vi samlede det hele fra bunden og satte klistermærker på, fortæller han.
Peder Bæk er formand for landsforeningen for arbejdsløses vilkår - Behandl Os Ordentligt. Han var utilfreds med forholdene på BOMI.
- Hvis du har været på arbejdsmarkedet i 40 år, så føler du faktisk, du er kommet i børnehave, siger han.
Et anstrengt forhold
Ledelsen på BOMI så allerede før episoden med optagelserne skævt til Peder Bæk.
En gang før havde han været indkaldt til tjenstlig samtale, fordi han havde kontaktet en af BOMIs kunder og gjort både dem og pressen opmærksom på at BOMI udnyttede kontanthjælpsmodtagere som billig arbejdskraft.
Men at ledelsen har været utilfreds med flere andre forhold er ifølge 3F's advokat Jesper Schäfer Munk bare denne sag uvedkommende.
- Bortvisningen henviser alene til, at man har opført sig illoyalt, og at man ikke har accepteret arbejdsgiverens ledelsesret og derfor udvist arbejdsvægring ved at insistere på at samtalen den skal optages, siger han.
Retssag på vej
Nu har advokaten sendt et udkast til stævning mod Skive Kommune for uberettiget bortvisning. Fagforeningen mener, at optagelsen af en samtale mellem kommune og borger er fuld lovlig:
- Han må gerne optage denne her samtale på bånd. Problemet er at han oplyste om det. Ellers havde han ikke fået det her problem, fortæller Jesper Schäfer Munk.
Men kommunen henholder sig til ledelsesretten og en arbejdsgivers ret til at sige: DU må ikke optage samtalen.
- Det principielle er at en dansk domstol ikke tidligere har taget stilling til om man har ret til at bånde en samtale med sin arbejdsgiver som er en offentlig myndighed, siger advokaten.
Mistet indtægt i op til 3 år
Skive Kommune risikerer flere retssager.
Med bortvisningen mistede den 58-årige Peder Bæk nemlig ikke kun sit seniorjob, han mistede også sit indtægtsgrundlag helt frem til at han gå på efterløn som 62-årig - med mindre han vinder i retten.
Han har ikke ret til et nyt seniorjob, hvis det er selvforskyldt han mister det første.
- Det mener jeg er en hård straf. Og samtidig ved ikke der går et halvt eller halvandet år eller hvis jeg taber sagen så hele tre år inden der igen går penge ind på kontoen. Den uvished er noget af det værste, man kan byde et menneske, siger han.
Dyr sag
Sagen om selve bortvisningen handler om 42.000 kroner. Men en efterfølgende retssag kan løbe op i millionstørrelsen, siger 3F-advokat Jesper Schäer Munk.
- Det principielle er at kommunen som ansættelsesmyndighed selv har truffet den urigtige afgørelse om bortvisning og afskedigelse. Og bagefter udnytter de så at sige muligheden for at score genvinsten ved ikke at tilbyde ham et nyt seniorjob, siger han.
Fortryder ikke
Peder Bæk risikerer at miste sit hus og haven fyldt med blomster, frugt og bær. Alligevel ville han den dag i dag trykke på Record.
- Jeg fortryder ingenting. Jeg gjorde mig på forhånd den ulejlighed at tjekke regler og love, og jeg har være åben omkring det hele. Jeg sagde, at jeg ville optage - jeg har ikke gjort det hemmeligt. Og det sjove er, at hvis jeg havde gjort det hemmeligt, så kunne de ikke gøre mig noget. Jeg kunne få en påtale om, at det er ikke god skik, siger han.
Skive Kommune vil ikke udtale sig i sagen, fordi der er en retssag på vej.