Folkeskolereformen vil gøre det sværere for små sammenlagte skoler at overleve. Det vurderer Danmarks Lærerforening.
- Der bliver brug for flere lærere, der arbejder på samme matrikel, hvis reformen skal fungere, siger formand Leif Primdal fra Skive Lærerkreds.
De senere år har fusionsskoler været en populær løsning blandt politikerne i mange kommuner.
På den måde kan man bevare undervisningen på små skoler samtidig med, at ledelse og administration lægges ind under en større skole.
Reform stiller store krav
Skive Kommune er et af de steder, hvor man har fusioneret små skoler for at sikre deres overlevelse.
Men med folkeskolereformen bliver det sværere for fusionsskolerne at overleve, erkender Ole Priess, der er formand Børne- og Familieudvalget i Skive Kommune.
- De større faglige krav i reformen lægger op til større enheder, siger han.
Op mod 500 selvstændige skoler har på landsplan været med i skolefusioner.
I Skive Kommune har man blandt andet erfaringer fra en fusion af fem mindre skoler i Vestsalling. Det har været svært, allerede inden skolereformen, siger lærerformand Leif Primdal:
- Men fremover vil det blive endnu mere vanskeligt at få skoler på flere matrikelnumre til at fungere, siger han.
Skoler kan blive for små på grund af reformen
I Skive Kommune er man ikke enige med Danmarks Lærerforeningen i synet på fusionen af de fem skoler i Vestsalling.
- Mit indtryk er, at det har fungeret udmærket, men det er klart, at enhederne kan blive for små, ikke mindst når der skal leves op til kravene i skolereformen, siger Ole Priess.
Skive Kommune nedlægger i år to små skoler, som hidtil har overlevet som en del af fusionsskoler. Det sker med begrundelse i det faldende børnetal.
Pædagogik skal være vigtigere end økonomi
Lars Qvortrup fra Aalborg Universitet forsker i skolefusioner i både Danmark og Norge.
Han mener modsat Leif Primdal, at der er en god synergi mellem folkeskolereformen og skolefusioner.
- Jeg mener, der er bedre muligheder for at leve op til folkeskolereformens krav på fusionsskolerne, fordi man kan samle ressourcerne og styrke specialfunktionerne, siger han.
Men formålet med en skolefusion må ikke være besparelser, mener han.
- Hvis en skolefusion skal være vellykket, skal målsætningen være en styrket pædagogik og undervisning frem for en styrket økonomi, siger Lars Qvortrup.
Han mener, at der ofte er funktioner, hvor man kan finde besparelser i forbindelse med skolefusioner.
- Der er selvfølgelig besparelser at hente, men de skal kanaliseres tilbage til skolen og bruges på pædagogik, ledelse og specialfunktioner. De skal ikke bruges til at lappe andre huller i kommunens budget, siger han.
Han påpeger, at et stærkt ledelsesteam er en vigtig forudsætning for en vellykket skolefusion.
- På de gode fusionsskoler jeg har oplevet i både Danmark og Norge, der sørger man for et godt ledelsesteam. Der skal både være en god distriksleder og gode afdelingsledere på de enkelte matrikler, siger Lars Qvortrup.
- Hver afdeling skal have en afdelingsleder, fordi der ikke må være langt til fra lærerne til deres nærmeste leder.