Sidste år ændrede Sundhedsstyrelsen reglerne for køb af svagt smertestillende piller som Panodil.
Fra at kunne købe store pilleglas i håndkøb på apotekerne, er det nu kun muligt at købe 20 styk-pakninger. Og det har betydet, at salget er faldet med 15 procent.
Det viser tal fra Danmarks Apotekerforening.
Vi har fået en mere kritisk holdning til tabletter
- Der sælges færre smertestillende tabletter nu, siden lovændringen trådte i kraft 1. oktober 2013, fortæller apoteker i Løve Apoteket i Herning, Henrik Krog Jensen.
Han er glad for de nye regler.
- Det er en god ting, at kunderne på mit apotek får en mere bevidst holdning og kritisk tilgang til, hvilke tabletter de tager og om de har brug for dem. Så det er en snak, vi får med dem her på apoteket, siger Henrik Krog Jensen.
Apotekerforening venter at faldet vil fortsætte
Tal fra Danmarks Apotekerforening viser, at siden lovændringen er salget af svagt smertestillende piller faldet drastisk. I august 2013 blev der solgt, hvad der svarer til 164 millioner piller, men allerede i december - bare tre måneder efter lovændringen - var tallet faldet til 140 millioner.
En udvikling, som formanden for Apotekerforeningen, Niels Kristensen, forventer vil fortsætte:
- Det er selvfølgelig tidligt at sige, men vi har en forventning om at forbruget af svagt smertestillende piller vil fortsætte på det niveau, som det er nu, siger Niels Kristensen.
Livslinien håber på færre selvmord
Hos Livslinien, der årligt modtager 13.000 henvendelser fra folk med selvmordstanker, er bestyrelsesformand Morten Thomsen begejstret for de nye salgstal.
- Det er gode nyheder, for det siger noget om at tilgængeligheden er blevet mindre og det kan have en positiv indflydelse på antallet af selvmord i Danmark, siger Morten Thomsen, der blandt andet henviser til, at mange unge tidligere har tyet til piller med smertestillende medicin for at tage livet af sig selv.