Det bliver pædagogerne og pædagogmedhjælperne, der kommer til at betale en stor del af regningen for skolereformen.
Sådan er det i hvert fald gået i de to første midt- og vestjyske kommuner, hvor de har regnet på konsekvenserne af skolereformen.
Og det kan komme til at koste pædagogstillinger, frygter formanden for BUPL i Midt- og Vestjylland, Jens Jensen.
Forældrebetalingen forsvinder
Pædagogerne kommer i klemme, fordi kommunerne fremover ikke får forældrebetaling for børnene, da de går i skole om eftermiddagen i stedet for SFO.
BUPL-kredsformand Jens Jensen forklarer, at kommunerne gennem årene har ladet forældre med børn i skolefritidsordninger betale en større og større andel af udgifterne. Typisk op til 50 procent eller mere af lønnen til de ansatte.
- Når man så konverterer fritid til obligatorisk skoletid, så kan kommunen jo ikke længere tage forældrebetaling for det, siger han.
Koster 13 stillinger i Skive
Som en af de første kommuner regnede Holstebro Kommune ud, at der mangler 2-3 mio. kr. i forældrebetaling på budgettet næste år, og at det nok vil koste pædagogstillinger i SFO'erne.
I Skive Kommune har de netop sat tal på, at der skal spares 13 stillinger væk. Heraf er de fleste pædagogmedhjælpere, og det får BUPL-kredsformand Jens Jensen til at blive nervøs for resten af kommunerne.
- Man har snakket meget om den understøttende undervisning, som er noget af det nye, men det har jeg lidt på fornemmelsen, at der ikke bliver så meget af det, siger han.
Svært at regne ud
I nogle kommuner er udregningerne så besværlige, at der foreløbig ikke kan sættes tal på, om det koster stillinger. Det gælder for eksempel i Ringkøbing-Skjern Kommune, fortæller lærerkredsformand Preben Huus.
- Der er ikke ret meget, der er sikkert, da vi har en ny ressourcefordelingsmodel på vej. Så vi kan ikke engang overskue, hvor meget lærerpersonale vi har brug for. Og så ved vi jo heller ikke, hvad det kommer til at betyde for pædagogpersonalet, siger han.