Historisk kortlægning af 300.000 naturområder

Landbruget har ikke spoleret så meget beskyttet natur, som man troede. En registrering viser, at langt de fleste landmænd respekterer naturbeskyttelsesloven.

En biolog fra Naturstyrelsen er i gang med et servicetjek af naturen. Det er allerede sket i tre kommuner, deriblandt Holstebro. (Foto: © Helge Røjle, DR)

For første gang nogensinde er der nu styr på den beskyttede natur i Danmark. Efter tre års arbejde har Miljøministeriet registreret over 300.000 små og store naturområder herhjemme.

Folketinget bevilgede i 2010 36 millioner kroner til et landsdækkende servicetjek af Danmarks natur. Det skete efter en ophedet debat om mangelfuld registrering og mange overgreb på beskyttet natur.

Nu er resultaterne klar fra de første tre kommuner, nemlig Holstebro, Odense og Furesø. Og miljøminister Ida Auken er godt tilfreds:

- Resultaterne fra de første tre kommuner tyder på, at lovgivningen faktisk virker. Naturen er godt beskyttet, og der er også fundet mange nye naturområder, som vi ikke kendte i forvejen, siger miljøministeren.

Stort set alle respekterer naturen

Naturstyrelsens biologer har både afsløret hidtil ukendte naturområder og registreret mulige lovovertrædelser. Men ikke så mange som man måske skulle tro ud fra debatten.

I Holstebro er der for eksempel kun registreret ulovligheder på omkring en procent af den beskyttede natur. Det vil omvendt sige, at landmænd og andre lodsejere respekterer loven på 99 procent af naturarealet. Og det glæder formanden for den lokale landboforening, Kristian Gade:

- Vi vil gerne optimere vores produktion på de dyrkede arealer, men vi respekterer også den beskyttede natur. Det viser tallene her med al ønskelig tydelighed, siger formanden for Holstebro-Struer Landboforening.

Kan se værre ud andre steder

I Danmarks Naturfredningsforening understreger præsidenten Ella Maria Bisshop-Larsen, at det kan se værre ud i andre kommuner, men hun er også glad for undersøgelsens resultater:

- Hvis det her viser sig at gælde for de fleste kommune, så er det en positiv historie om, at der er fundet mere natur end der er forsvundet, siger hun.