Efter en katastrofal kartoffelhøst sidste år kan kartoffelavlerne i år glæde sig over en nem høst og kartofler af god kvalitet.
Det betyder, at høsten koster landmændene langt mindre end sidste år, hvor dårligt vejr gjorde ondt på kartoffelavlernes økonomi.
I år er kartoflerne sluppet for frost, og de er slet ikke så våde som sidste år, hvor der skulle ekstra tørring til.
Vældig tilfreds med høsten
Kartoffelavler Jeppe Jørgensen fra Højmark mellem Skjern og Ringkøbing har lige nu 800 ton læggekartofler til at ligge.
Han er vældig tilfreds med dette års høst. Sidste år var han langt fra færdig på dette tidspunkt, og i år har kartoflerne været af jorden i flere uger.
Omkostninger halveret
Derfor har Jeppe Jørgensen også mere end halveret sine omkostninger under kartoffelhøsten sammenlignet med sidste år.
For de meste trængte landmænd i branchen er dét vigtigt, vurderer han.
De kartofler, der skal bruges til stivelse og derfor skal på fabrik, bliver først taget op af jorden omkring november.