- Der er ikke råd til at give dyr medicin til alle patienter, uanset hvad de fejler, for det medfører alvorlige besparelser på hospitalerne i Region Hovedstaden.
Sådan lyder det fra Mette Abildgaard, der er konservativt medlem af sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.
Hun vil sammen med sin socialdemokratiske kollega i regionsrådet i Hovedstadsområdet, Flemming Pless (S), have en diskussion om prioriteringen af sundhedsvæsnets økonomi.
Begge blokke lovede behandlingsgaranti
I søndags lovede både Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke (V) i en landsdækkende fjernsynsdebat, at der ikke skulle prioriteres i forhold til medicinudgifterne.
Men den udmelding rammer regionsbudgetterne hårdt, og Region Hovedstaden har alene i år måtte finde 450 millioner kroner i besparelser.
- Hvis regnskaberne skal hænge sammen, skal vi enten fyre personale eller tage en diskussion om medicinudgifterne, siger regionsrådsmedlem Flemming Pless (S).
Landsdækkende debat er nødvendig
- De røde tal i budgettet skyldtes blandt andet de stigende udgifter til medicin, og derfor er det nødt til at være en landspolitisk debat om prioritering af udgifterne, hvis ikke medicinudgifterne skal løbe af af sporet, siger Mette Abildgaard og fortsætter:
- Vi skal turde at tale om prioritering, men det skal foregå på Christiansborg, siger hun.
Ifølge en rundspørge DR har foretaget, siger 18 ud af 20 af landets hospitalsdirektører, at det er nødvendigt at prioritere medicinudgifterne, og dermed modsiger de også de to statsministerkandidater.