Partierne tyvstarter valgkampen

Folketingsvalget er endnu ikke udskrevet, men partierne er tyvstartet med diverse slogans og plakater.

Valget er skudt i gang - i hvert fald her på Østerport Station i København, hvor SF har været forbi. (Foto: © Line Rasmussen, P4 København)

Selvom der ikke er udskrevet valg endnu, så fylder politiske budskaber fra flere partier allerede i bybilledet.

På busser, togstationer og billboards kan man se slogans og politiske pointer fra Socialdemokraterne, SF og andre partier.

- De er i gang med at føre valgkamp, selvom valget ikke er udskrevet. Det er fordi, alle har fornemmelsen af, at valget kommer lige om lidt, og man må hellere være klar, siger Roger Buch, der forsker i medier og politik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Valgkampen bliver lang og dyr

Og det tegner til at blive Danmarks længste valgkamp i nyere tid, siger Roger Buch og påpeger, at regeringen kan trække det helt frem til 14. september.

- Jeg tror faktisk, at der er nogle gode argumenter for, at der kommer til at gå så lang tid, fordi regeringen siden oktober 2011 har ligget til at tabe det her valg. Derfor tror jeg, at den vil gennemføre den sidste del af lovgivningen, som kan nås i slutspurten. Og så kan det måske blive den sidste dag i maj, men ellers bliver det nok i september, siger han.

Roger Buch tror desuden, at valgkampen bliver lige så dyr som sidste gang i 2011. Det vil sige, at det kommer til at løbe op i cirka 250 millioner kroner.