Politiet terror-tjekker flere i det indre København

Terrorhandlingen i februar måned betyder, at politiet i flere tilfælde end tidligere tjekker folks tasker og lommer.

Den forøgede sikkehed flere steder i København betyder, at politiet hyppigere vil hive folk til siden for at visitere dem.

Færdes man i Indre By i København, er der efter terrorangrebet en større risiko for at blive stoppet af politiet og bedt om at identificere sig.

- Med det trusselsniveau vi har i Danmark og i København i øjeblikket og med de bevogtningsopgaver, vi løser, er vi nødt til at være ekstra opmærksomme og kontakte flere mennesker, siger ledende politiinspektør i Københavns Politi, Mogens Lauridsen.

Det høje sikkerhedsniveau i for eksempel Krystalgade, hvor terrorhandlingen 14. februar skete mod synagogen, gør det nødvendigt i højere grad at undersøge mistænkelige personer, siger politiinspektøren.

Politifolk kropsvisiterer og tager billeder

En af de personer, der har mærket det øgede sikkerhedsniveau på egen krop, er Zahid Latif, der blev antastet af politifolk i Sværtegade i det indre København.

- Jeg bliver presset op af seks-syv bevæbnede politifolk, der undersøger mig for det ene og det andet og tømmer mine lommer og kropsvisiterer mig, fortæller Zahid Latif, der kalder oplevelsen for rystende.

Politiinspektør Mogens Lauridsen vil ikke gå ind i den enkelte sag, men han bekræfter, at bevæbnet politi var på gaden, hvor Zahid Latif siger, at han blev stoppet.