Strømmen af akutte patienter giver læger og sygeplejersker så travlt, at det fører til stress.
For lægen Kim Bartholdi er hverdagen en konstant prioritering blandt hvem, der skal have behandling først. Det stresser hans arbejde på Medicinsk Afdeling på Amager Hospital:
- Forleden havde jeg en patient, som var meget utilpas, og så rigtig skidt ud. Det viste sig, at hun havde en stor blodprop i hjertet og måtte akut på Rigshospitalet. Så er der lige pludselig en kaskade af opgaver, som skal løses, inden hun måske får hjertestop, siger Kim Bartholdi.
Pludselig dårlige patienter stresser
Over hver fjerde læge og sygeplejerske på københavnske hospitaler svarer i en trivselsundersøgelse, at de føler sig stressede dagligt eller ugentligt, skriver Amagerbladet.
Der er for travlt til, at arbejdsgangen altid virker, oplever lægen Kim Bartholdi:
- Vi har et system, hvor vi giver patienten en farve ud fra puls og blodtryk. Rød er akut, mens grøn godt kan vente. Men det sker, at folk er mere syge, end vi har vurderet med systemet, siger lægen, der i de situationer må smide, hvad han har i hænderne:
- Så kan patienten være blevet mere syg i mellemtiden, og så skal vi hurtigt sadle om.
Stress kan give fejl i patientbehandling
Det er bekymrende, at så mange hospitalsansatte tit oplever stress, mener man i foreningen Yngre Læger.
For patienter risikerer, at der sker flere fejl, og personalet kan brænde ud:
- Det er absolut et problem, fordi det har konsekvenser for både den enkelte og det system, vi skal til at have til at køre hver dag, siger formand Camilla Rathcke.