Kommunalpolitikere er stoppet før tid i hver fjerde kommune

På under et år er sammensætningen i byrådet i 25 af landets 98 kommuner ændret, fordi kommunalpolitikere har opgivet deres post.

Nyborg Kommunes byrådssal. Et medlem af byrådet i Nyborg er stoppet i løbet af 2014. (Foto: © Maria Larsen, DR-Fyn)

Borgerne valgte dem for en fireårig periode, men mindre end et år inde i valgperioden har politikere i hver fjerde kommune forladt byrådet.

Med begrundelser i blandt andet arbejde og kærlighed i den anden ende af landet, har i alt 29 kommunalpolitikere givet stolen i byrådet videre til den næste på partilisten.

Det viser tal, som DR P4 København har indsamlet.

Stopper efter 11 måneder

Politiker nummer 29 træder ud af byrådet i dag. Han hedder Thomas Kirkegaard og sidder i Allerød Byråd for de Konservative. Han er netop blevet udnævnt til Børne- og Skolechef i samme kommune, og derfor stopper han som politiker efter lidt mere end 11 måneder.

- Selvfølgelig havde jeg forventet, at det skulle have været en længere periode. Jeg har først lige fundet ud af, hvad det vil sige at sidde i et byråd. Men når sådan en chance byder sig, og der er en interessekonflikt, så må man træffe en beslutning om, hvilken vej, man skal gå, siger Thomas Kirkegaard.

Gode kræfter stopper

Thomas Kirkegaard er den eneste, der har forladt Allerød Byråd. Men i Glostrup har man oplevet landets største udskiftning. Her er hele tre ud af de 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer skiftet ud med kandidater, der ikke blev valgt ind.

Og det kan mærkes, fortæller Glostrups borgmester, John Engelhardt (V). For de tre, der er stoppet, havde mere end 50 års kommunalpolitisk erfaring til sammen.

-  Når man opstiller til valget, er det fint med en eller to stærke spidskandidater. Men der kan jo ske noget, og så er det vigtigt, at man har gode politikere på reservebænken, siger han.

Dansk Folkeparti hårdest ramt

I Frederikssund stoppede folketingspolitiker Pia Adelsteen (DF) efter blot tre måneder, fordi hun flyttede til en anden kommune.

Og særligt frafaldet blandt Dansk Folkepartis indvalgte er bemærkelsesværdigt, siger Ulrik Kjær, der er kommunalforsker fra Syddansk Universitet.

- Selvom liste O kun sidder på 10 procent af pladserne i kommunalbestyrelserne, udgør de en fjerdedel af dem, som har forladt byrådet. To blev valgt ind i EU-Parlamentet og måtte derfor nedlægge deres kommunalpolitiske hverv, men der er stadig relativt flere i Dansk Folkeparti, der har forladt kommunalpolitik. De enkelte partier skal derfor nok også følge lidt med i, hvor mange af deres lokale folk, der forlader politik igen, siger Ulrik Kjær.

I alt har ni kommunalpolitikere fra Socialdemokraterne, fire fra Det Konservative Folkeparti, to fra Socialistisk Folkeparti, syv fra Dansk Folkeparti, fem fra Venstre og to kommunalpolitiker fra Enhedslisten forladt posten siden 1. januar i år.