Asylcenter i Nordsjælland lukker

Et snævert flertal i byrådet har besluttet at nedlægge Auderødlejren i Halsnæs Kommune i Nordsjælland.

Asylcenteret i Auderød i Nordsjælland lukker i slutningen af september.

Asylcentret i Auderød i Nordsjælland lukker ved udgangen af måneden.

Det besluttede et flertal i byrådet i Halsnæs i aftes. Udlændingestyrelsen har ellers anmodet om at forlænge aftalen om Auderødlejren som midlertidig indkvartering af asylansøgere frem til marts næste år. Men den anmodning blev altså afvist.

Forslaget om at afvise Udlændingestyrelsens anmodning var stillet af Dansk Folkeparti og blev vedtaget snævert med stemmerne 11 mod 10. Og det glæder Dansk Folkepartis Ole S. Nielsen:

- Der har været en masse tyveriet og vold, og det vil vi gerne af med. Det er det, vi har lovet borgerne at få gjort noget ved. Vi skal ikke have dem alle sammen herop. Vi kunne hjælpe mange flere mennesker for de samme penge, hvis man gjorde det i nærområderne, siger han.

SF: - Det er pinligt

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ville bevare centret og hæftede sig særligt ved, at en halvårlig forlængelse ikke ville få betydning for kommunens fremtidige intentioner om at udnytte arealet omkring det nuværende asylcenter. Derfor ærgrer beslutningen byrådsmedlem Trine Torp (SF):

- Jeg synes det er pinligt for kommunen, at vi tage den beslutning. Vi har nogle internationale forpligtelser, som vi også skal tage ansvar for i Halsnæs. Vi ved, hvor svært det er at finde pladser til asylansøgerne, og når vi alligevel ikke skal bruge pladsen, burde vi ikke lukke Auderødlejren, siger hun.

Beslutningen betyder, at Udlændingestyrelsen skal ud og finde alternative indkvarteringsmuligheder til de cirka 600 asylansøgere, der bor på centret. Det er Røde Kors, der på vegne af Udlændingestyrelsen har drevet asylcentret siden marts 2010.

Borgmester prioriterer væksten

Udover Dansk Folkeparti stemte også Venstre imod en forlængelse af asylcentret. Ifølge borgmester Steen Hasselriis (V) vil man i fremtiden hellere fokusere på at skabe vækst i kommunen end på flygtninge.

- Da vi i 2010 lavede centret, var det en midlertidig løsning, som skulle løbe i 18 måneder. Nu er der gået fire år, og vi mener, at det er på tide at fokusere på væksten, som er et stort problem heroppe, siger han.

Steen Hasselriis mener ikke, at det er muligt at løfte begge opgaver og valgte derfor at stemme for en nedlæggelse af centret.