Manglende skoleskemaer giver problemer i idrætsklubberne

Mange skoler har ikke deres skoleskemaer klar, og det giver problemer for idrætsklubberne.

Skolestart er lig med sæsonstart i diverse idrætsklubber.

Men selv om der kun er godt en uge til børnene starter i skole, er mange idrætsklubber usikre på, om børnene kan nå til træning. Det er nemlig langt fra er alle københavnske skoler, der har udleveret skoleskemaerne, skriver DR P4 København. 

Et af de steder, hvor man oplever det, er hos Københavns Bordtennisklub, fortæller Tina Fehrn, der er ungdomsansvarlig i klubben.

- Lige nu virker det som om, at vi famler lidt i blinde. Vi håber selvfølgelig på det bedste, men vi ved det simpelthen ikke endnu, siger hun til DR P4 København.

DIF: - Vi kender ikke vores rammer   

Og billedet gælder flere idrætsklubber i hovedstadsområdet: De har svært ved at tilrettelægge næste sæsons træning. Og det giver nogle udfordringer, siger Morten Mølholm, udviklingschef i Dansk Idrætsforening.

- Jeg tror, det er et generelt billede, at der er en del usikkerhed rundt omkring i landet. Børnene har ikke fået deres skemaer endnu, så klubberne ved ikke, hvad de har med at gøre, siger han til DR P4 København. 

En rundspørge blandt Dansk Idrætsforenings 10.000 medlemsforeninger viser dog, at de fleste er positive overfor reformen. Morten Mølholm mener også, at klubberne generelt ser frem til den nye reform men forventer dog nogle problemer det første stykke tid.

Tiderne kan ikke flyttes

Selv om den nye reform giver længere skoledage, kan klubberne ikke bare lægge træningen senere. Der bliver nemlig ikke ændret på haltiderne, fordi uvisheden om skolereformen stadig er stor. Det siger Rikke Thielck, kontorchef i fritid KBH.

- Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at frede de foreningstider, der allerede er booket frem til næste fordelingsrunde i 2015, siger hun.

Samme melding kommer fra Frederiksberg, hvor de nuværende tider også står ved magt. Her forstår man godt klubbernes frustrationer, men beder dem om at se tiden an, og se hvor stort problemet bliver, når skoleåret for alvor starter.

Skemaerne skal ikke for tidligt ud

Børne- og ungeborgmester i København, Pia Allerslev (V), forstår godt, at idrætsklubberne er frustrerede. For der er stadig skoler, der hænger i bremsen, når det gælder om at få skemaerne færdige, erkender Pia Allerslev.

- Der kan være skoler, der ikke har skemaerne klar endnu. Det vigtigste for mig er, at det er de rigtige skemaer, man får i hånden fra starten, så de ikke skal laves om undervejs. For det vil blot skabe yderligere frustration, siger hun. 

Pia Allerslev siger, at hun ikke vil kræve, at skemaerne kommer hurtigere ud. Hun har nemlig fra starten bedt skolelederne have særlig fokus på kvaliteten af skemaerne. Hun forventer dog, at skemaerne senest ligger klar til første skoledag.