Københavns Kommune finder plejefamilier på Facebook

Center for Familiepleje i Københavns Kommune oprettede for flere år siden en side på Facebook, med det særlige formål at fremme rekrutteringen af gode plejefamilier. Nu har siden rundet 2000 "likes".

Københavns Kommune bruger Facebook i jagten på plejefamilier (© DR København)

- Erfaren plejefamilie søges til 8-årig dreng.

Sådan lyder et af opslagene på Center for Familieplejes Facebook-side, der aktivt bruger det sociale medie til at finde plejefamilier til udsatte børn.

På trods af den lidt uortodokse måde at finde plejefamilier på, så giver Facebook god mening, siger Klaus Willmann, der er centerchef i Københavns Center for Familiepleje.

- Vi har brug for varme og kærlige familier, men ind i mellem er det lidt svært at nå ud til dem og få kontakt, siger han til DR P4 København.

Centerchef: Vi har brug for familier

Og Facebook har på trods af en træg start været en succes for kommunen, mener Klaus Willmann.

- Vi har haft opslag, der er blevet set af mere end 10.000 mennesker, så på den måde når vi langt ud, og får kontakt med en masse mennesker, vi normalt ikke vil få kontakt til, siger han til DR P4 København.

Siden er som sagt oppe på 2000 "likes", men hvor andre sider har flere tusinder, så er Klaus Willmann stadig tilfreds.

Aktive brugere er bedre en passive

Det handler nemlig også om have aktive brugere på siden.

- Det er lykkedes os at skabe et mere målrettet publikum, som også bruger siden til at debattere om vores fælles sag; de udsatte børn og vores fælles indsats, siger han.

Du kan selv se kommunens side på Facebook på https://www.facebook.com/centerforfamiliepleje